Hvis der er en ting jeg er stor tilhænger af, så er det at være alene. Jeg elsker at være mig selv, uden andre mennesker omkring mig. Jeg elsker at koble af og få samlet tankerne og dét gør jeg altså aller bedst, når jeg er alene. Jeg tror at der er mange mennesker der kan relatere til det der med at have brug for et pusterum fra menneskemængden, altså ikke fordi det skal være i flere dage hvor man er helt mutters alene, næ nej, jeg tror det handler om de små glæder. De små øjeblikke. Når man eksempelvis kommer hjem fra arbejde, så er det altså fantastisk at kunne smide sig foran sofaen og se et par afsnit af ens yndlingsserie. Sofa-liggeri, er dog langt fra den eneste måde jeg tilbringer min alene tid på. Jeg gør det på mange forskellige måder og mange forskellige steder;
Jeg elsker at løbe, hvilket jeg har snakket om en del før på bloggen, men jeg elsker det fordi at jeg er helt alene i min egen verden. Når jeg løber, så findes der kun mig, mine tanker og nå ja, også de der smerter i benene som man engang imellem mærker- dem er jeg ikke ligefrem fan af på samme måde.. Men jeg føler at dét at løbe en tur i den friske luft og gå lange ture i skoven (og her bremser jeg så mig selv, inden at det begynder at lyde som en cheasy profiltekst på en datingside..), men det der med at komme udenfor og samtidig være sig selv, dét elsker jeg.
Jeg elsker også at drikke min morgenkaffe alene imens jeg sidder og svarer på mails eller kigger lidt rundt på facebook/youtube- det er virkelig også en måde jeg kobler helt af på.
Jeg elsker især også at være alene offentlige steder. Eksempelvis i går, der skulle jeg et smut i Rødovre Centeret fra morgenstunden af og derfor besluttede jeg mig for at købe lidt morgenmad og sætte mig ud udenfor, ved et springvand og spise en yougurt med frugt og müsli, alt imens at Mads og Monopolet kørte i mine høretelefoner.
Jeg er virkelig et menneske der nyder mit eget selskab(og jeg tror virkelig ikke at en sætning kunne lyde mere arrogant og selvfed end hvad denne lige gjorde), forstået på den måde at jeg elsker at være alene med mine egne tanker- men jeg tror også, at det handler om, at jeg er et godt sted i livet lige nu. Jeg har da også prøvet at have den der følelse af: “Okay, lige nu, der har jeg det bare så latterligt skidt og er så pisse ked af det, at jeg bare ikke kan, skal eller vil være alene lige nu.” Og jeg tror det er meget normalt at man har det svingende. Hvilket jeg bestemt også tror er sundt, for man ville da nødig være typen der aldrig gad at være sammen med andre mennesker, vel? Men hele min pointe med denne tankestrøm, er egentlig bare, at jeg mener det er vigtigt man kan være alene og nyde det. For er der én ting der er sikkert her i livet, så er det; at vi alle kun har én person ved vores side igennem hele livet og den person, det er dig selv.
Jeg tror på at vi selv har en stor indflydelse på, hvordan vores humør (og i det hele taget: hvordan vores liv) er. Det er vigtigt for mig at jeg har en positiv indstilling til (næsten) alt. Selvfølgelig kan man ikke være positivt indstillet overfor alt i verden og ja, det er pisse nederen at træde i en hundelort eller at glemme at checke ud fra sit rejsekort når man forlader bussen, og så skal der satme også være plads til at bande og svovle som en i bare fanden, hvis du spørger mig. Men når man vågner om morgen, så er det vigtigt at man står ud af sengen med det rigtige ben(eller i hvert fald at man prøver at få det rigtige ben ud af sengen). Jeg prøver derfor på at proppe mig selv med positive tanker, lige fra jeg står op op morgen, til jeg går i seng om aften. Jeg prøver på at gøre ting, som gør mig i godt humør og gøre ting som hjælper de positive tanker på vej. Forstår i hvad jeg mener? Altså det her med at gøre ting som gør en i godt humør, det hjælper altid de positive tanker på vej.
For eksempel, så gør det mig i godt humør når jeg har meget tid om morgen. At jeg står tidligt op inden jeg skal noget og har god til at gøre mig klar, drikke kaffe, spise morgenmad(!!), ligge makeup og hvad der ellers hører med til min morgenrutine. Det virker som en lidt latterlig ting at gå op i, men jeg tror virkelig på, at en god morgen er med til at gøre dagen god. En god morgen giver mig energi og overskud. Jeg prøver at tænke på at “I dag bliver en god dag”. Jeg prøver at tænke på hvor glad jeg er for livet. Jeg er glad for dagen i dag, tænker jeg tit. Også selvom det er mandag, for jeg er glad for at jeg er sund og rask og dét er noget som jeg tror på er meget vigtigt at værdsætte.
Energi og overskud kommer også fordi jeg træner så meget som jeg gør. Efter mit sabbatår er skudt i gang, har jeg haft ekstra meget tid til at fokuserer på min træning og det har gjort mig glad, for når jeg træner (især når jeg løber) så kan jeg mærke at jeg lever. I stedet for at tænke: “Hold kæft hvor gider jeg ikke at løbe en tur” (for tro mig, de dage har jeg TIT) så tænker jeg: “Hold kæft hvor er jeg bare heldig at jeg kan løbe en tur.”
Jeg prøver at fokuserer på nuet. Jeg prøver at fokuserer på de gode ting, de gode mennesker jeg har omkring mig og dermed føler jeg det er vigtigt at man fokuserer på at omgås folk der bringer glæde i ens liv. Det gør alle mine venner. De bringer glæder i mit liv, og har man ikke den følelse med sine venner, så tyder det nok på, at man bør skifte nogle af de rådne æble ud.
Jeg føler virkelig at man selv har magten i forhold til livet. Ens indstilling, ens livsglæde, ens humør, er kun dig selv som er herre over i de fleste tilfælde. Når dét så er sagt, så ved jeg godt at der er mørke perioder i livet. Jeg ved at det ikke altid er let at finde smilet frem på de dårlige dage og dét skal der også være plads til. Der skal være plads til at ramme bunden. Der skal være plads til at græde og føle at intet er godt nok. Og når livet er uretfærdigt, så kan man knække og det gør ikke noget. Det gør ikke noget at man knækker, at man brækker midt over, det er normalt. Om det så er fordi at man oplever sorg i form af en kæreste der går fra en, man mister et familiemedlem eller fordi man selv bliver syg på den ene eller den anden måde, så er det menneskeligt at knække og det skal der være plads til, man skal bare være indstillet på at finde lyset for enden af mørket.
Jeg tror på, at vi først kan vokse os stærkere når vi har været knækket. Har man skrabet bunden, så ved man at man skal værdsætte livet på toppen. Og det gør jeg. Eller, jeg prøver så godt jeg kan. Jeg værdsætter de ting i livet jeg har og jeg prøver at have en positiv indstilling. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg har et godt liv og dét skal jeg være glad for. Og ved i hvad? Det hjælper. Det gør det sgu. Og det er dét jeg mener med, at en positiv indstilling kan hjælpe meget af vejen.
Okay, så dette indlæg bliver dedikeret til alle dem som på en eller anden måde, har en interesse i løb. Hvad enten du allerede løber eller gerne vil igang med at løbe, så er dette noget jeg deler med jer, som har en interesse i løb og ja, egentlig også bare jer, som har en interesse i motion generelt.
Jeg elsker at løbe, men jeg må indrømme at man engang imellem kan føle sig lidt tung i røven når der eksempelvis er en ny sæson af Orange Is The New Black på Netflix. Helt ærlig, så vil jeg nogle gange hellere ligge og flade ud, end at løbe en tur på 5 km. Men underligt nok, så formår jeg altid (næsten da) at få møvet røven ud af sofaen og ned i løbeskoene (godt nok ikke røven ned i løbeskoene, but – you get the picture). Men det kan da være svært en gang imellem, det der med at holde sig motiveret. Men efter man har set Catching Kayla, så vil jeg sige at min motivation til at løbe og bare træne, er steget med 110%.
Kort fortalt, så handler nedenstående video om en ung pige, Kayla, der lider af sygdommen MS (Multipel sklerose) men som alligevel har formået at kæmpe sig op og blive en fantastisk løber, til trods for at hun først startede på løb efter sygdommen blev diagnotiseret. Se, jeg vil ikke gøre mig klog på en sygdom som jeg ikke har den store kendskab til, men sådan som jeg forstår det, så er det en sygdom i nervesystemet som gør at kroppens immunforsvar angriber nervesystemet(? ret mig, MEGET gerne hvis jeg tager fejl), det er en meget alvorlig sygdom som der ikke findes en kur for. Det er en livsbekræftende historie om en ung, stærk og sindssyg sej pige, som har formået at få det bedste ud af omstændighederne. Pga. sygdommen, vil hun ikke kunne løbe når hun bliver ældre (højst sandsynligt) og det er både skræmmende at se hvordan hun ikke kan mærke hendes ben når hun løber og dermed må hendes træner bogstavligtalt gribe hende, så snart hun rammer målstregen, da hun kollapser helt sammen, når hun stopper med at løbe. Grunden til at hun kollapser så snart hun stopper med at løbe er, at hun ikke kan mærke sine ben. Varme forstærker hendes MS symptomer, så så snart løbet er ovre, skal hun hurtigst muligt køles ned igen, så hun igen kan komme til at mærke hendes ben.
Så hvis en pige med MS kan formå at løbe og endda vinde(!?) flere løb, når hun ikke engang kan mærke sine egne ben, så kan du også godt løbe de 5 km og prøve (selvom jeg ved at det er svært) at nyde det. Prøv at nyd den smerte som du i det mindste kan mærke. Man skal virkelig værdsætte at man kan bevæge sig! Man skal virkelig værdsætte at man er i stand til at løbe også selvom at det kan være en ren pain in the ass. Så selvom at den smerte man kan føle, virkelig sucks, så er det en sindssyg vigtig og en god ting(!) at man kan mærke smerten. Det er ikke alle der kan løbe, så tag og løb en tur, om det så er 1, 2, 5 eller 10 km, så tag og løb en tur, til ære for dem som ikke kan løbe. Løb en tur for dem.
Nu vil jeg holde min mund, og håbe på at i (for jeres egen skyld) har 12:52 minutter til at se denne rørende historie om Kayla.
Jeg ved ikke om i måske allerede har hørt om Belle Gibson. Hun ervar en helseguru, der havde overlevet og kureret sig selv for en hjernesvulst. Dette påstod hun at have gjort ved at droppe kemoterapi samt strålebehandling i stedet for benyttede hun sig af alternative behandling samt at omlægge sin livsstil (spise sundt og korrekt). Belle Gibson fik flere hundrede tusinde følgere på de sociale medier og udgav både en kogebog samt en prisvindene app, hun levede i sus og dus og succes pga. hendes mange følgere som støttede og ‘elskede’ hende. Og det er da klart, for det er en stærk og intet mindre mirakuløs samt inspirerende historie for os alle. problemet er bare at hun aldrig har haft en hjernesvulst. Hun har aldrig været syg af kræft. Det hele er pure opspind og grunden bag, er mig en gåde. Jeg har set et interview med hende i 60 minutes, hvor Tyra Brown (som er intervieweren) giver hende tørt på. Det er tydeligt at se, at Tyra Brown virkelig prøver ihærdigt at bevare den høflige facade, men der hersker ingen tvivl om, at hun heller ikke holder sig tilbage, hvad angår spydige kommentarer, hvilket jeg kun kan vende tommelfingeren opad til. Jeg vil klart anbefale, at i selv tjekker interviewet ud her. (bemærk at interviewet er delt op i tre dele, se alle tre dele!)
Belle Gibson, har virkelig bragt mit pis i kog. Jeg vil endda gå så langt og sige at det for længst er kogt over. Jeg er rasende. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste – langt fra! Personer som mig, der faktisk har mistet en mor til en hjernesvulst, føler sig nok endnu mere truffet end en person som aldrig har haft sygdommen så tæt inde på livet. Og for at sige det lige ud: Hvad fanden bilder hun sig ind? Det er en sygdom folk dør af, folk mister deres forældre, børn, søskende og ægtefælle til den slags sygdomme. Det er en sygdom der æder folk op indefra. Det er en sygdom, der forvandler folks kroppe til det uigenkendelige. Det er en sygdom der bogstaveligtalt æder folk op indefra. Og det ved jeg, for jeg har selv set det. Jeg har selv set hvordan en hjernesvulst kan tage livsglæden fra det smukkeste menneske, jeg har set hvordan den fysisk har nedbrudt et menneske, et menneske som jeg elskede, dét menneske, som gav mig livet og dét menneske som jeg savner hver evig eneste dag. den forbandede sygdom tog min mor fra mig, og den situation, er jeg desværre ikke alene om. Så hvad fanden er det for et menneske der føler, at det er okay at opdigte sådan noget? At opdigte, at hun har den sygdom? At opdigte et helt sygdomsforløb der strækker sig over flere år? Hvad får et menneske til at vælge, at lyve om sådan noget? Det værste er nok, at hun har inspireret SÅ mange mennesker, at det halve kunne være nok. Nogle mennesker har muligvis droppet deres kemoterapi pga. hendes mirakelhistorie! Hvilket jeg godt kan forstå. For hvis det har virket for én og man står i en situation hvor man ved, at det kun går én vej, nemlig ned, hvorfor så ikke prøve slev? Hun har inspireret folk, til hvad? Til at give op på deres liv, uden at de var klar over det? Mage til svindler skal man lede længe efter.
Det er selvfølgelig en væsentlig faktor, at have i mente, at der naturligvis må være tale om en psykisk sygdom, det er simpelthen den eneste logiske forklaring på, hvordan et menneske kan opføre sig sådan. I interviewet, nævnes der: Münchhausen-syndromet, som ifølge wikipedia bliver defineret således: “en sygdom, hvor patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati.” Og mere vil jeg ikke udtale mig om denne psykiske lidelse, da det absolut ikke er et emne jeg kender til. Men meget kunne tyde på, at dette kunne være én af de mange ting, som jeg tror kunne være gal med hende her.
Jeg har set, at folk har forskellige meninger omkring hende. Fælles for alle er dog, at alle er enige om at det er forkert, det som hun har gjort. Forskellen ligger i, at nogle har medlidenhed med hende og andre har ikke. Se, her tilhører jeg den sidste gruppe. Selvom der er tale om psykiske problemer og evt. lidelser, så kan jeg bare ikke have ondt af et menneske der vælger, at misbruge folks tillid på den måde. Jeg kan virkelig ikke finde medlidenheden i min krop, til et menneske som måske har sørget for, at folk som måske kunne have være reddet, hvis de ikke havde fulgt hendes ‘gode’ råd og droppet ud af deres nuværende behandlinger. Kvinden kan have menneskeliv på samvittigheden og dét i sig selv, burde i mine øjne blive straffet på den ene eller den anden måde. ét er helt sikkert, hun skal have noget hjælp hende her og det kan kun gå for langsomt.
Jeg er normalt et menneske der prøver på, at se på det bedste i mennesker, men hende her, der må jeg virkelig anstrenge mig for blot, at prøve på at se noget som helst godt i hende. Men selv hendes salte tårer i interviewet påvirker mig ikke det mindste, tvært imod. Mit hjerte bløder for de mennesker som er droppet ud af deres behandling pga. hende, mit hjerte bløder for de mennesker der genvandt håbet pga. hende og mit hjerte bløder for den familie, som Belle Gibson ‘blev venner med’ eller med andre ord: som hun udnyttede for at få information om symptomerne på en hjernesvulst, da sønnen i familien rent faktisk lider af kræft i hjernen. Jeg er foruden ord. Nu, altså. For nu, har jeg fået lidt luft, og det hjalp en smule. Men jeg er stadig rasende og frustreret over, at der findes mennesker som hende. Fy for helvede. Jeg har så mange grimme ord, som jeg gerne ville kalde hende, men jeg har ihærdigt prøvet at holde igen, og det håber jeg at man kan fornemme i mit indlæg – det er skam ikke med min gode villige at jeg udelader skældsord såsom: kælling, satanistiske møgsvin, idiot osv. det er blot ren og skær pli overfor læseren, så dette ikke blot blev en komplet mudderkastning at læse.
Nedenstående billede, viser Belle Gibson. Så ved man også hvordan en svindler kan se ud. “Man skal aldrig skue hunden på hårene”.
Nu er det ved at være længe siden jeg har fået tastet et par bogstaver ind på bloggen og det kan der sikkert være en masse gode eller mindre gode grunde til, men egentlig så tror jeg simpelthen bare at jeg har haft brug for et pusterum uden at føle mig tvunget til at poste en masse ting uden at have hjertet med. Forårs perioden har længe været svær for mig. D. 9 april er min mors fødselsdag, D. 1 maj er dagen hvor hun døde og så kommer der jo også mors dag i maj måned, så det er lige tre mærkedage som godt kan have indflydelse på mit humør – i den negative forstand. På min mors fødselsdag havde jeg det egentlig okay, men det ville være synd at sige at jeg havde det fint d. 1 maj og dagene derop til.
Der er nu gået 11 år siden sidst jeg så min mor. Der er nu gået 11 år med savn og sorg og tiltrods for at jeg har et super godt liv med de bedste venner og veninder, og ikke mindst kæreste og familie, så har det sgu været hårdt at skulle undvære kvinden i mit liv, i så mange år. Og i år har det åbenbart slået mig hårdere end jeg lige havde forventet. Sidste år, var jeg godt klar over at jeg ville være helt nede, for sidste år var det 10 år siden at hun døde. 10 år – er for det første et rundt tal, men 10 år betød også at jeg så havde levet længere uden min mor, end jeg nåede at leve sammen med hende (i og med at jeg var 9 år gammel da hun døde) og det faktum, havde jeg virkelig svært ved at forholde mig til. Men i år har det været mindst ligeså svært. Jeg synes det er svært at sætte ord på hvilke tanker man gør sig på sådan en dag, men det er ligesom om at man bliver lidt skræmt over at nu gik der endnu et år uden hende og med tiden vil der blot komme flere og flere år, uden min mor ved min side.
Det kan være og er svært til tider, men jeg nyder til gengæld at have så stor støtte fra venner og min familie. D. 1. maj tilbragte jeg sammen med min kæreste, han var simpelthen så sød overfor mig (tiltrods for at han måtte stå model til en pige med forfærdelige humørsvingninger) og senere på dagen tog jeg op på graven, sammen med min kære mormor. Det betød meget for mig, både at være på graven sammen med min mormor, men også at ligge en blomst. Jeg føler det er vigtigt at vise min mor at jeg ikke har glemt hende. Jeg føler det giver mig en form for ro i hjertet at ligge en blomst og sende et luftkys, for så længe jeg ikke glemmer hende – så føler jeg at hun lever videre i mit hjerte og dét er meget vigtigt for mig.
Så nej, jeg er ikke stoppet med at blogge og det har jeg så sandelig heller ikke tænkt mig at stoppe med. Jeg er så småt ved at være på toppen igen ovenpå dette følelsdrama som overraskende nok, kom ret meget bag på mig.
Julen er nu ovre og vi har alle sammen -> de fleste af os, fået pillet julepynten ned. Men derfor er der stadigvæk et emne som jeg egentlig havde planlagt at snakke om i julemåneden, men tiden var presset og før jeg så mig om, var december måned omme. Men derfor ville jeg ikke lade dette indlæg gå til spilde og dermed bliver det serveret for jer, her nu – i starten af januar måned.
Julen er en dejlig tid – en skøn og dejlig tid, men julen kan også være en hård tid for folk der mangler den særlige person rundt om bordet når andestegen serveres. Det er ingen hemmelighed at den særlige person for mit og min families vedkommende er min kære mor og desværre er min familie og jeg, langt fra de eneste der mangler en person rundt om bordet juleaften.
Jeg tør næsten godt at sige at den første jul, er den sværeste – i hvert fald for mit eget vedkommende. For det er her at man mærker forandringen for aller første gang. Denne ellers så glade tid er ændret til en mere trykket stemning der blot minder en om at det julen ikke er og aldrig vil blive den samme som sidste år.
For mit vedkommende, er vores jul meget (eller rettere sagt) ekstrem traditionsbundet, hvilket jeg vover at påstå, er det samme for mange andre. Vi laver altid de samme ting, spiser den samme mad (men åbner dog ikke de samme gaver) og vi er altid de samme mennesker. Så derfor var den første jul uden min mor, en meget anderledes jul. Jeg husker det som en meget forvirrende jul, for på den ene side var alt som det plejede og så alligevel slet ikke. Hun manglede jo. Jeg husker at jeg sluttede aften af i gråd. Det er netop i sådanne situationer (og det er det stadigvæk den dag i dag) at det virkelig går op for mig, at jeg aldrig nogensinde skal se hendes ansigt, i levende live igen. Ja, det er jo ikke fordi det er en pludselig åbenbaring, men jeg får en gang imellem nogle chok der går gennem min krop, hvor det virkelig går op for mig hvad ordet “aldrig” betyder. Jeg skal aldrig nogensinde, i hele mit lange liv se en af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv igen. Og når jeg får en af disse ture, så gør det fandeme ondt, sådan helt inde i hjertet.
Men den dag i dag, der er julen ikke en særlig svær tid for mig, jeg kan godt have mine op og nedture, men alt i alt, så er december måned, en måned jeg nyder og elsker. Selvfølgelig tænker jeg på min mor juleaften, men det er der ikke noget særligt i, jeg tænker på hende hver dag. Vi tager også altid op på graven d. 24 december og ønsker hende en glædelig jul – dog bliver graven tit forladt med en tåre ned af kinden, men det er da så normalt som noget overhovedet kan være.
For mig, har savnet meget med mine minder at gøre og derfor er savnet størst og tiden er sværest når det bliver forår, for den 1. maj 2004, var den dag hun forlod verden. Dermed er foråret og hele stemningen hertil, noget jeg forbinder med min mors død og derfor kan dét virkelig være svært. Så jeg tror egentlig også at det er derfor at jeg har det ‘let’ med julen, fordi at årstiden minder mig ikke om hendes død, samt jeg har en dejlig familie, hvori min mor ikke er og aldrig har været et tabu at snakke om. Så på denne måde, føles det lidt som om at familien holder hende i live, vi kan stadigvæk sagtens snakke om hende når vi sidder rundt om julebordet og derfor kan det godt give mig en fornemmelse af at hun stadigvæk lever videre, ikke fysisk, men i vores hjerter og det kan bringe et smil på mine læber, selv på de mørkeste dage.
Jeg tror på at det er vigtigt at snakke om tingene. Jeg tror på at det er vigtigt at man har nogle at snakke med i forhold til hvis man savner sin afdøde mor, far etc. for det kan virkelig lette ens hjerte at komme ud med alle ens tanker og følelser. Om det er en moster, søster, farmor, lærer, psykolog eller lign. man snakker med, spiller ingen rolle – så længe det er en man føler sig tryg hos. Julen er hjerternes fest og det er den også for de knustes og med dét mener jeg simpelthen, at det er helt okay at man har det dårligt i december måned. Det er helt okay at man er nede i kulkælderen og egentlig ikke føler der er nogen vej op igen, for dét skal der være plads til når man oplever sorg her i livet, jeg kan kun sige, ud fra mine egne erfaringer at uanset hvad, så kommer man til at smile igen – også selvom at man ikke tror det.
I fredags, skete der noget mærkeligt. Noget som jeg kun har prøvet én gang før, men stadigvæk noget som skræmte mig.
Jeg sad fredag aften i min stue sammen med min kæreste og så tv, da jeg pludselig mærker en ekstrem intens smerte i mit hovedet og min første tanke er: “Åh nej, bare det nu ikke er migræne”..
det skal lige siges at for omkring halvandet år siden, der fik jeg et slemt migræneanfald da jeg var i skole, hvor ambulancen blev tilkaldt – ambulancen tog mig dog ikke med på skadestuen men de tjekkede mig og mente at der var tale om et migræneanfald med aura(med aura = synsforstyrrelser, talebesvær og snurren i højrehånd samt tungen – var mine symptomer) og bedte mig om at lave en aftale med egen læge. Så det gjorde jeg. Jeg husker at ambulancefolkene spurgte mig om jeg var på P-piller og det var jeg jo, så de bedte mig om at sige dette til min læge(hvilket jeg synes var underligt da det jo ligesom var min læge der giver mig receptet til mine p-piller) men de gav stærkt udtryk for at det var vigtigt at jeg sagde det til min læge. Så det gjorde jeg også. Min læge havde mistanke om at jeg ikke kunne tåle p-piller og at det dermed var dem der fremkaldte min migræne. Efter migræneanfaldet havde jeg efterfølgende også fået migræne op til flere gange(dog uden aura), og derfor besluttede jeg mig for at stoppe på mine p-piller. Det gik fint, og jeg har ikke haft migræne med aura siden den dag på skolen, lige indtil i fredags..
Så jeg sad dér, i sofaen, med en galoperende hovedpine der blot blev værre og værre. Jeg ved ikke om nogle af jer kender det, men migræne er ikke bare ondt i hovedet, det er en pulserende(i hvert fald for mit vedkommende) smerte, der virkelig tager til og som gør at man ikke kan andet end at koncentrer sig om hvor ondt man har. Jeg sagde til min kæreste at jeg virkelig havde ondt og han holdte om mig, hvilket fik mig til at slappe af i lidt tid.
Jeg tænkte at det var længe siden jeg havde haft så slem migræne og vælger derfor (som den selvudnævnte netdoktor jeg jo er) at google mig lidt frem til info om migræne. Jeg tager mobilen frem, og pludselig har jeg svært ved at stave. Jeg har glemt hvordan fanden jeg staver til ordet migræne og jeg prøver mig frem og mener nok jeg får stavet mig frem til: Mægrane (hvilket ligner mig dårligt), jeg prøver så derefter at google: hoved smerter og da jeg har skrevet dette opdager jeg at jeg blot har skrevet: hovedet hovedet. “Det var sgu da underligt” tænkte jeg, og på uhyggeligvis, lignede det noget jeg havde prøvet før. Jeg begynder så at ville forklare min kæreste at jeg pludselig ikke kan stave til tingene , men da jeg åbnede munden, skete det samme som for halvandet år siden, jeg kunne starte en sætning men jeg kunne ikke afslutte den. Jeg fik talebesvær og kludrede rundt i ordene så det ikke var til at forstå hvad jeg sagde. Jeg gik i panik og gik ned til min far, hvorefter min højre hånd begyndte at snurre – hvilket også var dét der skete for halvandet år siden. Jeg gik igen i panik og begyndte at ryste, så min far bliver nødt til at holde om mig. Vi blev enige om, at hvis det blev ved, så måtte vi tage på skadestuen. Min far fik mig til at tage en dyb indånding og jeg begyndte at slappe af. Efterfølgende havde jeg stadigvæk migræne, men ikke i ligeså slem tilstand og jeg kunne mærke at det var ved at stilne af. Jeg gik derefter op på værelset og sov og så skete der ikke mere ved det.
Næste morgen, kunne jeg godt mærke at mit hovedet var medtaget. Jeg kunne ikke rejse mig særlig hurtigt før det begyndte at dunke og jeg skulle slet ikke tænke på at vende hovedet nedad eller noget i den dur, for så tog smerten til, men det var ikke noget i forhold til den smerte jeg oplevede aften inden.
Jeg har nu fået snakket med min læge og jeg har aftalt at jeg skal derhen i næste uge for at følge op på episoden. Hvis jeg igen får disse symptomer eller oplever smerter, skal jeg ringe for at få en akut tid hos lægen, så nu krydser jeg fingre for at jeg bare har det helt fint og kan have en “dejlig” fredelig uge, uden smerter og hvor jeg kan koncentrere mig om at få afsluttet SRP..
Jeg har læst mig frem til at migræne med aura, fremkommer mere sjældent hos folk og tit er der tale om et par anfald om året, hvor migræne uden aura ser ud til at fremkomme hyppigere, hvilket jo passer meget godt på min beskrivelse? Men nu skal jeg passe på med at lege netdoktor… Det gør jeg sgu alt for tit.. Damn you Google
Er der nogle af jer der har lidt/lider af migræne eller har prøvet samme form for anfald? Enten med eller uden aura?
1. Jeg har en svaghed for kinderæg og hvis det stod til mig, kunne jeg proppe dem i mig, i lange baner, til mine dages ende.
2. Min yndlingsfarve er lyserød, dog ikke når det kommer til tøj, der er det en sjældenhed i mit tøjskab (faktisk ikke-eksisterende) red.: pånær mht. løbetøj(!)
3. Jeg har et dværghamster, som jeg købte i maj måned (lidt atypisk for en 19-årig pige måske), og så har jeg to katte.
4. Hænger lidt sammen med ovenstående – jeg elsker dyr, som i: virkelig inderligt elsker – og jeg har haft et hav af dem (alt fra marsvin til fisk og frøer)
5. Jeg laver mærkelige lyde i søvne – hvilket jeg nu kan konstaterer efter at have brugt en app der optager når man snakker i søvne (jeg snakker ikke, jeg laver lyde..)
6. Jeg bor i gå-afstand til Brugsen og har derfor til vane for at være ekstrem nærrig med hensyn til køb af indkøbsposer, fordi: “jeg bor så tæt på! det kan jeg sagtens have i hænderne!” Hvilket ofte ender ud i fortovsulykker ala smadret creme
Frais og meget rystede cola’er…
7.Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer eller hvad jeg skal efter gymnasium. igår fik jeg idéen om en højskole, imorgen vil jeg sikkert på safari i Afrika eller leve livet som dykker i Thailand.
8. Mit yndlings makeup mærke er MAC, jeg ejer dog kun en enkelt ting derfra = jeg ved godt hvad jeg ønsker mig i julegave
9. Jeg elsker lange gå-ture i skoven (lyder mest af alt som noget fra en dårlig dating profiltekst, men bare rolig jeg er optaget… Med mindre du hedder Francisco Lachowski og er 1,85 høj model fra Brasilien (bonus info: ultimative celeb-crush siden 2009)
10.Jeg kan ikke sove med makeup, jeg kan bare ikke, jeg HADER det. Uanset hvor fuld jeg er når jeg kommer hjem fra byen, så er det det eneste der skal gøres, med mindre jeg ikke kan huske hvordan jeg endte i min seng dagen efter og vågner op med en splint i røven og bræk i håret, så er makeuppen mit mindste problem (længe leve 10. Klasse galla forresten)
Så er det ved at være længe siden i har hørt fra mig
Er jeg blevet afhængig af friskpresset appelsinjuice
Har jeg taget mig selv i at have uploaded en del(læs: overdrivelse) ‘halve-selfies’ på instagram and I don’t know why
Orker jeg ikke at tage makeup på i skolen for tiden, med mindre jeg møder kl 10 eller derefter
Har jeg lige taget mig selv i at sidde og søge på kurophold midt i timen (må være et tegn på at jeg trænger til ferie)
Er jeg ret deprimeret over at jeg allerede er færdig med Orange Is The New Black og har set begge sæsoner… 2 gange… plus; jeg skal vente til næste sommer før sæson 3 udkommer….
Er jeg meget træt af sort kaffe og irriterende mennesker (sort kaffe grundet mangel på mælk)
Undrer jeg mig over hvorfor de fleste af ovenstående er negativladet oplysninger
Der er kommet nye afsnit af The Walking Dead og jeg elsker det
Har jeg for første gang løbet en tur UDEN hørertelefoner, hvad sker der lige for det? OG jeg nød det!?
Har jeg ikke spist chokolade i over en uge (lige bortset fra tirsdag…. og igår, hehe) uh, og når ja, tæller dronningmandler også?
Har jeg været i biografen én gang i denne uge og skal måske igen i aften
Har jeg lavet protein-ris’ala’mande med skyr, hytteost og vaniljesukker, i går aftes – en total succes
Et af de ‘spændende projekter’ som jeg har haft gang i for tiden, er en ny kategori her på bloggen (lyder åndsvagt, men lad mig lige forklare den)
Jeg har besluttet mig for at oprette en ny kategori her på bloggen, som er meget utraditionel i forhold til de andre kategorier, netop fordi at denne kategori handler om alt andet end mig. Min blog er (som så mange andres) med fokus på mig og mit liv – altså meget egocentreret og det er der da intet galt i, men denne kategori bliver med henblik på de her tabu-emner som vi ikke rigtig snakker så meget om (deraf navnet; ‘Det man ikke snakker om’) Det kommer til at handle om at forskellige personer, enten en anonym, eller med navn, får lov til at fortælle deres helt egen historie, ligesom jeg har gjort med mit indlæg, et liv uden mor (som i kan læse/genlæse her). Jeg føler at det er vigtigt at sætte fokus på de her tabu-belagte emner, så der kan komme mere fokus på at det rent faktisk er helt okay at snakke om og at vi ikke skal holde os tilbage med at snakke om tingene. Imorgen kommer det første indlæg indenfor denne kategori, hvor en 19 årig pige fortæller om hvordan det er at være jomfru i et samfund hvor størstedelen allerede har mistet deres mødom inden de fylder 16. Jeg synes det er så sejt at hun har valgt at snakke om dette emne og jeg håber at i vil tage godt imod det, så stay tuned! Det hele sker imorgen.
Okay, det der med at lukke offentligheden ind, kan godt være liiiidt skræmmende. Men jeg føler også det er en del af min blog, nemlig den her næsten pinlige ærlighed (eller, pinlig er måske så meget sagt men det lød bare lidt ’smart i en fart’… men altså, den her ærlighed omkring nogle tanker, som nogle andre måske godt kan relaterer til) – eller sådan har jeg et ønske om at min blog skal være og det bevæger sig da i den rigtige retning..
det er da mega tankevækkende at vi mennesker holder os tilbage med at dele vores liv med andre fordi vi altid tænker: ”Hvad vil de ANDRE nu tænke om mig” – ’de andre’, bliver nærmest vores fjender. Det er dem vi er ’bange’ for og det er pga. dem at vi holder os tilbage. Men altså, når man først er trådt et skridt ud af sin comfort-zone og egentlig kigger op i luften og opdager at himlen er himmelblå og de sorte skyer som man frygtede egentlig kun er et par små hvide klatter på himlen (og her vil den sjofle så grine), så er det hele lige pludselig ikke så slemt/farligt og ikke noget med ‘tys-tys, det der snakker man altså ikke om’, med det mener jeg bare at; røvhuller er der sgu nok af, og der vil altid være nogle mennesker der har et eller andet behov for at prøve at få andre ned med nakken, men det er her man må se på det store billede – det er dem der er de små hvide klatter på den store himmel, i det store hele betyder de intet og du kan altid vælge at se den anden vej, der hvor solen skinner og ingen skyer er. Jeg ved ikke om det her overhovedet giver mening for jer, men det gør det for mig. Vær dig selv og så skid hul i hvad de der skide irriterende jantelovs-tilhængere har at sige.