Nemme proteinpandekager (to ingredienser)

Livet med en voldelig far // Det man ikke snakker om #6

I denne omgang inde for kategorien: Det man ikke snakker om (læs mere om hvad kategorien går ud på her) Er det en 18-årig pige, som har valgt at være anonym, der fortæller om hendes liv med en voldelig far. I nedenstående tekst kan du få et indblik i hvilke tanker og følelser der går igennem en pige som blot ønsker at blive elsket af den mand som satte hende i verden. Hun skriver bl.a. om hvordan hun må opretholde en hvis afstand til sin egen far, da det gør for ondt at elske en, som blot gør en ondt. Selvom at pigen har valgt at være anonym, beundrer jeg hende meget for at stå frem med historien, da dét i sig selv kræver et stort mod.

11297854_10206398654026741_1861504050_nJeg har siddet og gloet på dette blanke papir i Word meget længe nu, for jeg ved hverken hvor jeg skal starte eller slutte. Dette er et meget svært emne for mig at fortælle om, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg selv føler længere. Jeg har sagt ja til at skrive dette blogindlæg, både fordi jeg håber, at det kan give mig selv lidt mere klarhed over situationen, men også fordi jeg ved, at der må være nogle derude, som kan relatere til det. Eller nogle som bare gerne vil forstå. Jeg håber, at et så tabubelagt emne som dette vil blive bare en smule mindre tabubelagt. Hvis bare én person får modet til at snakke med en ven eller veninde om et problem, der minder om dette, så er jeg lykkelig.

Men selvom jeg utrolig gerne ville kunne skrive navn på blogindlægget og på den måde bryde tabuet, så kan jeg ikke, da dette ikke kun handler om mig. Det handler også om min far. Men jeg har også allerede brudt det tabu, jeg har lagt over mig selv. Jeg har talt med nogle af mine nærmeste venner og veninder om min far og mig, og det er en lettelse at vide, at jeg altid kan komme til dem.

De samme mennesker ved også, at jeg er utrolig konfliktsky. Jeg siger ikke noget, hvis jeg bliver sprunget over i køen eller hvis ekspedienten tager for meget for min vand. På samme måde er jeg bange for at låne mine dyrebare ting ud. Ikke fordi jeg er bange for at de skal gå i stykker eller blive væk, men fordi jeg er bange for ikke at kunne skjule min tristhed, hvis det skulle ske. For så vil personen, jeg lånte mine ting til, også blive ked af det. Dette er ikke kun åndsvagt, fordi det er alt for beskedent og ynkeligt af mig, men også fordi jeg ikke har nogen grund til at frygte at blive taget i at se trist ud.

Ser du, jeg er en mester i at lyve og skjule mine følelser, fordi jeg ved, hvad der afslører et menneske. I en meget tidlig alder lærte jeg at læse mennesker. Jeg ved hvornår folk er kede af det, hvornår de er utilpasse, hvornår de lyver, og hvornår de er nervøse – også tit inden de selv ved det. Jeg kan høre det i deres stemmer, se det i måden deres øjenbryn bevæger sig på eller på måden hvorpå de står eller sidder. Men vigtigst af alt, så ved jeg alt om vrede. Om hvordan den opbygges, hvordan den ser ud. Jeg ved hvordan den bevæger sig i halsen og op til hjernen, som derefter kortsluttes. Og jeg når at se vreden, inden personen selv er klar over, at det snart går galt.

Jeg ved alt dette, fordi jeg bliver nødt til det. Det er et overlevelsesinstinkt kommet direkte ind med modermælken – eller måske nærmere med faderblikket.

Jeg kan ikke huske første gang, min far slog mig. Jeg kan ikke huske sidste gang, min far slog mig. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange min far slog mig. Jeg kan ikke huske, om min far har slået mig med andet end hans flade hånd. Men jeg kan huske hans øjne. Øjnene der fik mig til at ryste af skræk. Øjnene som fortalte mig, at jeg var hans værste beslutning, at jeg var en belastning og en idiot. Øjnene som dræber og forfølger mig i mine drømme. Øjnene som han stadig sender mig, når jeg vælter mælken, og som stadig får mig til at gå op og tude på mit værelse så hurtigt jeg kan, selvom han ikke har rørt mig i mange år. Øjnene som lærte mig den grimme side af verden. Øjnene som gjorde mig til en menneskekender.

Min lillebror var ikke lige så heldig. Han forstår ikke øjnene. Ser dem ikke. Mærker dem ikke. Ved ikke hvornår han skal holde kæft eller skifte emne. Han fik lussinger mange år efter jeg formåede at hoppe let og elegant forbi konflikterne.

Jeg ville ønske, det var modsat. At det var mig med det rene, glade, naive hjerte, som ikke ser verdens ondskab. Som ikke forstår, hvordan den person, der var med til at sætte mig til verden, kan slå mig, når jeg dummer mig, i stedet for at forklare mig, at det jeg gjorde var forkert. Men sådan er det ikke. Det er min søde lillebror, der nu er 15 år gammel, og stadig er lige så naiv som det 5-årige barn, der ikke forstod, at far har travlt om morgenen, og ikke har tid til at man leger med maden, og derfor fortjener man et slag på hovedet.

Det slog en lille del af mit hjerte itu, hver gang jeg stod der og så min far slå min uforstående bror. Min far har mange år efter grinende fortalt familie og venner, at ”det jo ikke nyttede noget at fortsætte med at slå sønnen, når datteren var den der hylede mest”.

Det holdt ham dog ikke fra igen at slå min bror for et par år siden – og så i bilen hjem alene med mig sige, at det blev han jo nødt til, når min bror var en tyv. (Han smed aviserne væk, han skulle uddele. Han havde kun taget jobbet for at gøre min far stolt.)

Jeg har altid drømt om at tage kampen op med min far og fortælle ham, at det bare ikke er i orden, og at jeg ikke vil finde mig i det. Tage den kamp, som min mor burde have taget for mange år siden. Men jeg fandt ud af på sædet i bilen, at jeg som 16 årig og selverklæret voksen var lige så passiv og ynkelig som min mor. Jeg sagde ikke noget. Gloede bare ud af sideruden hele vejen hjem og lagde mig i min seng og følte mig som den værste storesøster i verden.

Jeg lovede mig selv endnu engang, at det var sidste gang, han skulle røre min bror eller råbe af os, men jeg har endnu ikke sagt noget. Ikke engang da jeg en dag hørte min far trampe op af trappen, smadre døren ind til min bror og råbe og skrige af min grædende bror, som ikke forstod et ord af, hvad min far spyttede ud.

Jeg troede, han ville smadre ham. Jeg troede, at nu var han blevet sindssyg. Jeg prøvede på at rejse mig og åbne døren ud til gangen og sige til min far, at han skulle falde ned. Men jeg kunne ikke. Jeg skruede bare op for musikken i ørerne, kravlede ind under mit skrivebord, lukkede øjnene og rystede i flere minutter. Så meget for det løfte…

Men selv efter alt dette, så kan min far også være fantastisk. Han er sjoveste mand, jeg kender. Han kan få alle til at grine, og han gør alt, hvad han kan for at underholde min bror og mig. Han kørte rundt med min bror og mig i trillebøren, da han gravede i haven da vi var små. Han lærte mig at cykle og at lave mad. Han introducerede mig til de store filmklassikere. Han forklarede mig, hvordan verden fungerer. Og han er min far og jeg holder af ham.

Og det er egentlig det største problem. For selv efter, at jeg har gennemlevet de værste minder om min far igen, mens jeg har skrevet dette, har jeg en trang til at beskytte ham. For jeg vil ikke have, at folk skal hade ham. For jeg hader ham ikke. Hvor ville jeg ønske, at jeg gjorde, for så ville alt være lettere, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke glemme, at han er en fantastisk far det meste af tiden. Men jeg elsker ham heller ikke. Jeg har lavet en forsvarsregel overfor mig selv. Jeg skal tale mindst muligt med ham, og holde ham væk fra ham. Han skal ikke kende mig. Det skal være som at leve med en fremmed i sit hus. Og hver gang det mislykkes, og jeg kan mærke, at jeg er ved at elske min far – hver gang han kommer for tæt på – så husker jeg mig selv på alle de forfærdelige ting, han har gjort. En overgang skrev jeg dem ned, sådan så jeg kunne læse dem, når jeg kunne mærke, at det var tid.

Denne forsvarsregel er livsnødvendig. Det fandt jeg ud af den gang, jeg var så heltemodig at gemme mig under mit skrivebord i stedet for at redde min bror fra noget, han ikke fortjente. Jeg havde haft reglen i mange år før, men jeg vidste ikke, at jeg var så afhængig af den før der. Jeg havde ikke overholdt reglen, og jeg havde glemt, at min far også kunne være sådan. Jeg gik psykisk ned efter den aften og troede aldrig, jeg ville kunne stole på mig selv igen. Jeg kunne ikke forstå, at jeg kunne være en sådan kujon, og at min far kunne være sådan et monster. Jeg drømte to gange efterfølgende, at min far forsøgte at dræbe mig. Jeg rystede hver gang, jeg var sammen med min far, og jeg krympede mig, hvis han rørte mig.

Jeg bilder mig selv ind, at denne episode er en af årsagerne til, at jeg er den controlfreak, jeg er i dag. Jeg er dog blevet bedre til at give slip. Fx nyder jeg nu drikke og feste og glemme alle mine problemer, men i starten af gymnasietiden sagde jeg, at jeg aldrig ville blive fuld. Til dem der spurgte hvorfor, forklarede jeg, jeg ikke brød mig om at miste kontrollen, men jeg sagde selvfølgelig ikke, at det var pga. min far.

Men selvom jeg måske er blevet bedre til ikke at forsøge at kontrollere alt, så glemmer jeg aldrig at følge min forsvarsregel igen. Min far er og bliver en fremmed for mig. Jeg taler kun med ham, når det er nødvendigt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nemme proteinpandekager (to ingredienser)