Lad denne følelse vare for evigt

11278005_10206638521103268_719667519_n

Så skete det! ENDELIG! Jeg er blevet student og så endda med et 12-tal i huen! Kan det blive bedre? Det tror jeg ikke. Dagen i dag har været meget blandet, men mest af alt: fyldt med lykke og glæde. Nervøsitet og opgivenhed har også været tilstedeværende følelser i dagens forløb, men efter at jeg trak Islam og Kristendom til religions eksamen, vidste jeg (næsten godt) at den var hjemme, det var i hvertfald det/de emner som jeg følte mig mest sikker i. Og det var den sgu. Hjemme. Den hue dér. Hold kæft hvor er det vildt! Da jeg fik karakteren at vide udbrød jeg i skrig og grin foran min lærer og censor som begge smågrinede af mig og selvfølgelig ønskede mig tillykke, det var en vild følelse, ikke nok med at det var en fed eksamen så betød det ligesom også at nu var det nu, huen skulle på. Og det kom den. Jeg gik ned af trappen, hvor min familie og venner stod klar, hvori jeg egentlig var overrasket over at der var SÅ mange, som var kommet for at se mig(!?), omkring 15 mennesker stod og ventede på mig, hvilket i sig selv var total overvældende for mig! Men sikke en dejlig følelse! Jeg fik en masse kram og lykønskninger, og så skulle huen selvfølgelig på. Jeg havde for længe siden besluttet mig for, at min kære mormor skulle give mig huen på, og det gjorde hun. Det var virkelig en stor ting for mig (og det gætter jeg også på at det var for hende), at det var min mormor der gav mig huen på. Hun er det tætteste jeg har på at have en mor. Hun er kvinden i mit liv, så derfor betød det uendeligt meget at hun gav mig huen på. Hun gav mig friheden ‘på’. Og jeg har nydt hvert sekund lige siden! Og som om, at det ikke var nok, så er min kære søster også blevet bachelor i dag og hun afsluttede hendes sidste eksamen med et 10-tal! Så, som man nok kan regne ud – så er min far, en meget stolt far i dag. Dagen er blevet fejret på bakken, sammen med min far, søster, kæreste og min søsters kæreste, der er blevet hygget, prøvet et par forlystelser og spist god mad på postgården. Alt i alt, så har det været en helt fantastisk dag!

1972466_10206635740833763_8182764976410836438_n11124221_10206638521423276_371864759_n 11334302_10206638491302523_606576730_n     

Surprise

Okay, ærlig talt, så havde jeg ikke ligefrem regnet den ud, jeg mener, det var trods alt kun en normal månedsdag (8 måneder, så intet vildt ved dét) men alligevel synes han at jeg skulle overraskes med en buket roser, en stor og flot orkidé og selvfølgelig en seng fyldt med rosenblade og to plader marabou(måske bundede det i skyldfølelse over at jeg måtte minde ham om at vi rent faktisk havde månedsdag) men normalt “fejrer” vi ikke månedsdag, jeg føler godt det kan blive lidt opstillet og falsk hvis vi SKAL ud og spise og lave alt muligt fancy, jeg gider ikke at sætte tid af til det og droppe alle planer fordi: “jeg skal fejrer månedsdag”, nej nej du, den holder ikke… Det kan da være meget hyggeligt og jeg er helt med på at folk fejre årsdag, det vil jeg da også selv, men f.eks. 2-måneders dag eller anden ‘ligegyldig’ dag? Det behøver sgu ikke at være så overdrevet, men når dét er sagt! Så blev jeg ekstrem glad for denne overraskelse! Det varmer da ens hjerte når ham man elsker gør sådan en kæmpe indsats for at gøre en glad.
Men så får man egentlig lidt dårlig samvittighed over at der er den her uskreven kæreste-regel om at det altid fyren der bør overraske pigen og ikke omvendt… Hm, måske man skulle lave om på det næste gang! men okay, røde rosenblade er måske ikke ligefrem en drengeting, so what to do? 😉

IMG_7558.JPG

Er det virkelig dét værd?

Skærmbillede 2014-07-01 kl. 19.30.01

Forleden dag snakkede jeg med min veninde omkring kærlighed og det fik mig til at tænke videre over emnet, for det er egentlig et forvirrende emne, for kærlighed er ikke blot én ting, eller én følelse. Det er flere tusinde følelser – og kan være mange, mange ting.

Kærlighed er et bredt begreb, der kan både være tale om kærlighed til en søster/bror eller kærlighed til ens forældre, eller ens venner, eller ens kæreste – ja selv kærlighed til ens kæledyr.

Men hvis man nu ser på denne sårbare og skrøbelig form for kærlighed der opstår imellem to mennesker, så er det nok noget af det smukkeste i hele verden, lige indtil at det går galt og man bliver såret. Jeg kan ikke tælle på én hånd hvor mange veninder, venner og bekendte jeg kender der er blevet såret af et andet menneske og fuldstændig ødelagt indeni så de aldrig troede at de ville kunne mærke kærlighed igen.

Jeg tror virkelig at det er vigtigt at man ikke giver op mht. kærligheden fordi at én fyr er en mega idiot. Og hvad er en idiot overhovedet? Jo, i mine øjne er det en fyr der pisser op og ned ad dig og er skide ligeglad med dig og dine følelser. Der behøver slet ikke at indgå utroskab før en fyr er en idiot i mine øjne, hvis han er ligeglad med dig og ikke behandler dig ordenligt, så handler det bare om at indse det i tide og smutte. Nå det er sagt, så skal der selvfølgelig være plads til at begå nogle fejl i et forhold, for intet forhold er perfekt og hvis man forventer at man skal være sammen med denne ene person hele livet, så må man også være villig til at tilgive nogle ting. Sådan som jeg ser det, så kan man hurtigt se om personen er dét værd, for når alt kommer til alt så handler det meget om hvordan han/hun reagere når personen har fucket godt og grundigt op. Er personen ked af det? Gør personen alt for at gøre dig glad igen – og ikke mindst; er personen villig til at gøre bod på dét personen nu har gjort? Hvis det er tilfældet, så tror jeg at man har fat i den lange ende. For vi mennesker laver alle sammen fejl, nogle fejl er dog værre end andre og jeg mener bestemt ikke at det er alt vi skal finde os i, for virkeligheden er desværre den at der er virkelig mange idioter i verden og det er ikke kun fyre! Piger er ligeså slemme.

Så dette indlæg er altså ikke et surt opstød over fyrene (jeg har selv en dejlig kæreste) men mere en refleksion over hvor tarvelige vi mennesker er overfor hinanden og det gælder begge køn.

Tit og ofte passer vi ikke på når vi indleder et nyt forhold til en person, eller jo, hvis vi ved hvad det vil sige at blive såret så passer man på.

Men hvis alt er godt og dejligt og man egentlig ikke rigtig har prøvet at blive såret før, så tænker man ikke længere end hvad man kan se, og det er ofte dér man bliver såret.

Når man ikke har kendt hinanden længe, så er der så uendelige mange ting man skal finde ud af før tingene kan hænge sammen, men når først tilliden er på plads fra begge parters side, så skal der meget til før tingene går galt.

Altså, jeg er jo ikke psykolog eller nogen form for ekspert men jeg siger bare hvad jeg tænker anyways, for i mine øjne så er et forhold uden tillid er ikke et rigtigt forhold, for man skal sgu kunne stole på hinanden(til en hvis grad og resten kommer så hen ad vejen), for selvfølgelig møder man ikke et nyt menneske og stoler 100% på personen lige fra det øjeblik man mødes. Tillid skal opbygges og det tager sin tid.

Men er det virkelig dét værd at åbne sit hjerte helt op for et andet menneske, når der er så stor chance for at man bliver knust?

Svaret på dét har jeg tænkt længe over, og der må jeg sgu sige: Ja, det er det.
jeg tror det er en del af livet at man møder modgang, fordi det er meningen at man skal blive stærkere af det. Al den smerte og alle de tårer, er i sidste ende det hele værd, for på et eller andet tidspunkt, der bliver man glad igen. Og selvom kærlighed kan gøre ondt, så er dét det hele værd, fordi at når man er lykkelig sammen med et andet menneske, så er det den absolut bedste følelse i hele verden. Jeg tror blot at det er vigtigt at lytte til sig selv og mærke efter hvad der føles rigtigt for en selv. En god ting at have i mente er at man altid skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles.

Og til alle dem der bakser med kærestesorger for tiden, så skal man huske på at man bliver glad igen selvom man ikke tror det.
Man siger jo at tiden læger alle sår, nogle sår tager nok bare længere tid end andre og de helt dybe af slagsen, vil nok altid efterlade et ar.

Tænk jer om og pas på jer selv derude.

/Kathrine