Livet med en voldelig far // Det man ikke snakker om #6

I denne omgang inde for kategorien: Det man ikke snakker om (læs mere om hvad kategorien går ud på her) Er det en 18-årig pige, som har valgt at være anonym, der fortæller om hendes liv med en voldelig far. I nedenstående tekst kan du få et indblik i hvilke tanker og følelser der går igennem en pige som blot ønsker at blive elsket af den mand som satte hende i verden. Hun skriver bl.a. om hvordan hun må opretholde en hvis afstand til sin egen far, da det gør for ondt at elske en, som blot gør en ondt. Selvom at pigen har valgt at være anonym, beundrer jeg hende meget for at stå frem med historien, da dét i sig selv kræver et stort mod.

11297854_10206398654026741_1861504050_nJeg har siddet og gloet på dette blanke papir i Word meget længe nu, for jeg ved hverken hvor jeg skal starte eller slutte. Dette er et meget svært emne for mig at fortælle om, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg selv føler længere. Jeg har sagt ja til at skrive dette blogindlæg, både fordi jeg håber, at det kan give mig selv lidt mere klarhed over situationen, men også fordi jeg ved, at der må være nogle derude, som kan relatere til det. Eller nogle som bare gerne vil forstå. Jeg håber, at et så tabubelagt emne som dette vil blive bare en smule mindre tabubelagt. Hvis bare én person får modet til at snakke med en ven eller veninde om et problem, der minder om dette, så er jeg lykkelig.

Men selvom jeg utrolig gerne ville kunne skrive navn på blogindlægget og på den måde bryde tabuet, så kan jeg ikke, da dette ikke kun handler om mig. Det handler også om min far. Men jeg har også allerede brudt det tabu, jeg har lagt over mig selv. Jeg har talt med nogle af mine nærmeste venner og veninder om min far og mig, og det er en lettelse at vide, at jeg altid kan komme til dem.

De samme mennesker ved også, at jeg er utrolig konfliktsky. Jeg siger ikke noget, hvis jeg bliver sprunget over i køen eller hvis ekspedienten tager for meget for min vand. På samme måde er jeg bange for at låne mine dyrebare ting ud. Ikke fordi jeg er bange for at de skal gå i stykker eller blive væk, men fordi jeg er bange for ikke at kunne skjule min tristhed, hvis det skulle ske. For så vil personen, jeg lånte mine ting til, også blive ked af det. Dette er ikke kun åndsvagt, fordi det er alt for beskedent og ynkeligt af mig, men også fordi jeg ikke har nogen grund til at frygte at blive taget i at se trist ud.

Ser du, jeg er en mester i at lyve og skjule mine følelser, fordi jeg ved, hvad der afslører et menneske. I en meget tidlig alder lærte jeg at læse mennesker. Jeg ved hvornår folk er kede af det, hvornår de er utilpasse, hvornår de lyver, og hvornår de er nervøse – også tit inden de selv ved det. Jeg kan høre det i deres stemmer, se det i måden deres øjenbryn bevæger sig på eller på måden hvorpå de står eller sidder. Men vigtigst af alt, så ved jeg alt om vrede. Om hvordan den opbygges, hvordan den ser ud. Jeg ved hvordan den bevæger sig i halsen og op til hjernen, som derefter kortsluttes. Og jeg når at se vreden, inden personen selv er klar over, at det snart går galt.

Jeg ved alt dette, fordi jeg bliver nødt til det. Det er et overlevelsesinstinkt kommet direkte ind med modermælken – eller måske nærmere med faderblikket.

Jeg kan ikke huske første gang, min far slog mig. Jeg kan ikke huske sidste gang, min far slog mig. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange min far slog mig. Jeg kan ikke huske, om min far har slået mig med andet end hans flade hånd. Men jeg kan huske hans øjne. Øjnene der fik mig til at ryste af skræk. Øjnene som fortalte mig, at jeg var hans værste beslutning, at jeg var en belastning og en idiot. Øjnene som dræber og forfølger mig i mine drømme. Øjnene som han stadig sender mig, når jeg vælter mælken, og som stadig får mig til at gå op og tude på mit værelse så hurtigt jeg kan, selvom han ikke har rørt mig i mange år. Øjnene som lærte mig den grimme side af verden. Øjnene som gjorde mig til en menneskekender.

Min lillebror var ikke lige så heldig. Han forstår ikke øjnene. Ser dem ikke. Mærker dem ikke. Ved ikke hvornår han skal holde kæft eller skifte emne. Han fik lussinger mange år efter jeg formåede at hoppe let og elegant forbi konflikterne.

Jeg ville ønske, det var modsat. At det var mig med det rene, glade, naive hjerte, som ikke ser verdens ondskab. Som ikke forstår, hvordan den person, der var med til at sætte mig til verden, kan slå mig, når jeg dummer mig, i stedet for at forklare mig, at det jeg gjorde var forkert. Men sådan er det ikke. Det er min søde lillebror, der nu er 15 år gammel, og stadig er lige så naiv som det 5-årige barn, der ikke forstod, at far har travlt om morgenen, og ikke har tid til at man leger med maden, og derfor fortjener man et slag på hovedet.

Det slog en lille del af mit hjerte itu, hver gang jeg stod der og så min far slå min uforstående bror. Min far har mange år efter grinende fortalt familie og venner, at ”det jo ikke nyttede noget at fortsætte med at slå sønnen, når datteren var den der hylede mest”.

Det holdt ham dog ikke fra igen at slå min bror for et par år siden – og så i bilen hjem alene med mig sige, at det blev han jo nødt til, når min bror var en tyv. (Han smed aviserne væk, han skulle uddele. Han havde kun taget jobbet for at gøre min far stolt.)

Jeg har altid drømt om at tage kampen op med min far og fortælle ham, at det bare ikke er i orden, og at jeg ikke vil finde mig i det. Tage den kamp, som min mor burde have taget for mange år siden. Men jeg fandt ud af på sædet i bilen, at jeg som 16 årig og selverklæret voksen var lige så passiv og ynkelig som min mor. Jeg sagde ikke noget. Gloede bare ud af sideruden hele vejen hjem og lagde mig i min seng og følte mig som den værste storesøster i verden.

Jeg lovede mig selv endnu engang, at det var sidste gang, han skulle røre min bror eller råbe af os, men jeg har endnu ikke sagt noget. Ikke engang da jeg en dag hørte min far trampe op af trappen, smadre døren ind til min bror og råbe og skrige af min grædende bror, som ikke forstod et ord af, hvad min far spyttede ud.

Jeg troede, han ville smadre ham. Jeg troede, at nu var han blevet sindssyg. Jeg prøvede på at rejse mig og åbne døren ud til gangen og sige til min far, at han skulle falde ned. Men jeg kunne ikke. Jeg skruede bare op for musikken i ørerne, kravlede ind under mit skrivebord, lukkede øjnene og rystede i flere minutter. Så meget for det løfte…

Men selv efter alt dette, så kan min far også være fantastisk. Han er sjoveste mand, jeg kender. Han kan få alle til at grine, og han gør alt, hvad han kan for at underholde min bror og mig. Han kørte rundt med min bror og mig i trillebøren, da han gravede i haven da vi var små. Han lærte mig at cykle og at lave mad. Han introducerede mig til de store filmklassikere. Han forklarede mig, hvordan verden fungerer. Og han er min far og jeg holder af ham.

Og det er egentlig det største problem. For selv efter, at jeg har gennemlevet de værste minder om min far igen, mens jeg har skrevet dette, har jeg en trang til at beskytte ham. For jeg vil ikke have, at folk skal hade ham. For jeg hader ham ikke. Hvor ville jeg ønske, at jeg gjorde, for så ville alt være lettere, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke glemme, at han er en fantastisk far det meste af tiden. Men jeg elsker ham heller ikke. Jeg har lavet en forsvarsregel overfor mig selv. Jeg skal tale mindst muligt med ham, og holde ham væk fra ham. Han skal ikke kende mig. Det skal være som at leve med en fremmed i sit hus. Og hver gang det mislykkes, og jeg kan mærke, at jeg er ved at elske min far – hver gang han kommer for tæt på – så husker jeg mig selv på alle de forfærdelige ting, han har gjort. En overgang skrev jeg dem ned, sådan så jeg kunne læse dem, når jeg kunne mærke, at det var tid.

Denne forsvarsregel er livsnødvendig. Det fandt jeg ud af den gang, jeg var så heltemodig at gemme mig under mit skrivebord i stedet for at redde min bror fra noget, han ikke fortjente. Jeg havde haft reglen i mange år før, men jeg vidste ikke, at jeg var så afhængig af den før der. Jeg havde ikke overholdt reglen, og jeg havde glemt, at min far også kunne være sådan. Jeg gik psykisk ned efter den aften og troede aldrig, jeg ville kunne stole på mig selv igen. Jeg kunne ikke forstå, at jeg kunne være en sådan kujon, og at min far kunne være sådan et monster. Jeg drømte to gange efterfølgende, at min far forsøgte at dræbe mig. Jeg rystede hver gang, jeg var sammen med min far, og jeg krympede mig, hvis han rørte mig.

Jeg bilder mig selv ind, at denne episode er en af årsagerne til, at jeg er den controlfreak, jeg er i dag. Jeg er dog blevet bedre til at give slip. Fx nyder jeg nu drikke og feste og glemme alle mine problemer, men i starten af gymnasietiden sagde jeg, at jeg aldrig ville blive fuld. Til dem der spurgte hvorfor, forklarede jeg, jeg ikke brød mig om at miste kontrollen, men jeg sagde selvfølgelig ikke, at det var pga. min far.

Men selvom jeg måske er blevet bedre til ikke at forsøge at kontrollere alt, så glemmer jeg aldrig at følge min forsvarsregel igen. Min far er og bliver en fremmed for mig. Jeg taler kun med ham, når det er nødvendigt.

Når anoreksien tager overhånd // Det man ikke snakker om #5

I denne omgang i kategorien: ‘Det man ikke snakker om’, er det 16 årige Louise der har valgt at fortælle hendes historie omkring da hendes mangel på kontrol udviklede sig til en spiseforstyrrelse som endte med at overtage kontrollen over hende. Louise har selv sin egen blog, hvor hun b.la. skriver om hendes kamp mod anoreksien og hvor langt hun er nået i dag (du kan finde Louises blog lige her)

P1170068

“Jeg hedder Louise, og jeg er 16 år gammel. I en alder af 13 år ændrede mine spisevaner sig drastisk.

Det startede ud med, at jeg allerede i 2. Klasse, hvis ikke tidligere var meget usikker på mig selv, og jeg følte mig i den grad ikke tilpas i min egen krop. Da jeg gik i ottende klasse, og snart skulle konfirmeres følte jeg, at det var på tide, at det ændrede sig.

Jeg besluttede mig for at tabe mig. Jeg havde altid følt mig som den store pige. Jeg følte mig ikke kun tyk, men jeg var også højere end mine daværende veninder, hvilket ikke gjorde det meget bedre.

I starten gik det endelig okay. Jeg begyndte at spise sundere og motionere. Jeg fik meget hurtig tabt de første par kilo, men da vi så nåede midten af februar 2013 tre måneder inden min konfirmation blev det mere og mere en besættelse. Det skulle gå hurtigere.

Jeg begyndte, at løbe hver dag i over en halv time. Jeg løb intervaltræning. Jeg sprang flere måltider over, og spiste godt og vel knap 500 kcal dagligt. Jeg levede af æg og gulerødder i over et halvt år.

Jeg kunne knap nok passe min konfirmationskjole en måned inden min konfirmation.

Mine forældre havde opdaget, at der var noget galt. De prøvede også, at konfrontere mig, men jeg gik i forsvars postion, og på den måde lod de mig være. De anede ikke hvordan de skulle håndtere det, og følte sig magtesløse.

Jeg sagde, at jeg sagtens kunne styre det, men det kunne jeg jo ikke. Jeg havde en stemme oppe i mit hoved, som kørte på døgndrift. Den ville ikke lade mig være.
Den dag hvor jeg indså, at det var gået for vidt var d. 5 januar. Jeg kan tydeligt huske den dag, og jeg vil nok aldrig nogensinde glemme den.

Det startede som en, hvilken som helst morgen. Jeg stod tidligt op, og skulle ud og løbe inden jeg skulle i skole. I det som jeg rejser mig op vælter jeg ned i min seng igen. Jeg blev meget svimmel. Jeg blev meget forvirret over situation, men det stoppede mig ikke i at tage ned og løbe på mit løbebånd.

Det blev værre. Jeg kunne næsten ikke klare 20 minutter på løbebåndet. Jeg lagde mig derefter op i min seng, og bildte min mor ind i, at jeg havde ondt i maven, og at jeg nok blev nød til at blive hjemme fra skole.

Da de var taget af sted på arbejde gik jeg ud for at tage noget vand i køknet. Jeg stod ude i køknet pludselig kunne jeg mærke at mine øjne kørte rundt, og at jeg ved at mistede balancen. Jeg bliver meget bange, og prøvede at skynde mig ind i min seng for, at ringe til min mor. På vej ind til min seng måtte jeg støtte mig op ad samtlige vægge for ikke at vælte.

Efter den episode lagde jeg mig nærmest på knæ for mine forældre. Jeg bad dem om hjælp. Jeg havde brug for professionel hjælp nu.

En uge efter startede jeg hos min kostvejledere, som virkelig har hjulpet mig i gennem gode og dårlige perioder af anoreksien. Jeg har haft tilbagefald, hvor jeg virkelig har haft det svært, og følt at det aldrig ville ændrer sig, men jeg har haft min sunde fornuft, som har hjulpet mig.

Jeg er begyndt at få et mere normalt forhold til mad og træning.

En af grundende til at jeg fik anoreksi var fordi, at jeg manglede kontrollen over mit liv. Der skete mange dårlige ting på daværende tidspunkt i mit liv, som jeg ikke kunne styre. Jeg fandt ud af, at jeg kunne have kontrol over noget i mit liv – min kost og min træning.”

 

Skrevet af: Louise Pårensgaard Rasmussen

Når kniven lokker og stemmerne snakker // Det man ikke snakker om #4

Så er det blevet tid til endnu et indlæg indenfor kategorien: Det man ikke snakker om. I denne omgang er det 20 årige Maria, der står bag bloggen ved navnet Not an ordinary mind(find den her), på Marias blog skriver hun om dét at leve med diagnosen paranoid skitzofreni og hvilke udfordringer hun møder samt hvilke tanker hun gør sig. I dette indlæg, har Maria valgt at fortælle lidt om hendes situation, så jeg håber at i vil tage godt imod det:

Skærmbillede 2015-01-28 kl. 12.45.27

“Hele mit liv ændrede sig, da jeg blev indlagt”

Jeg hedder Maria, og er på papirerne paranoid skizofren. Men diagnosen gør mig ikke til et andet menneske. Skizofreni beskriver de problemer jeg lever med, men ikke hvem jeg er som person.

Da jeg gik i 8. klasse. Jeg blev mobbet, jeg kunne ikke holde det ud. Jeg blev depressiv, og lukkede mig meget inde fra alt og alle. Jeg pjækkede meget fra skolen. Alt virkede helt uoverskueligt. Min selvskadende adfærd startede. Jeg ridsede i mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til på det tidspunkt.
Det gik lige så stille i sig selv igen, og jeg begyndte at være mere aktiv, og mere udadvendt.

Jeg startede så på efterskole i 2010 i Middelfart, hvor jeg skulle tage 10. klasse. De første par måneder var spændende og elskede at gå der. Lidt efter lidt gik det ned ad bakke med mit humør og overskud. Jeg skulle være social det meste af tiden, og det var min hjerne ikke helt med på. Min selvskade blussede op igen, og det blev værre.

I februar 2011, blev jeg henvist til Kolding psykiatrisk afd. da min læge var bekymret for mig. Jeg begyndte til samtaler hos en social rådgiver.

I maj til jeg så konstateret svær depression. Jeg blev lidt overrasket over at jeg var “syg”. Det var ikke det jeg havde regnet med. Jeg nægtede at stoppe på efterskolen, og VILLE tage min 10. klasse færdig. Jeg foresatte derfor på efterskolen. Min selvskade blev rat slem, og det var næsten hver dag jeg skar mig. Jeg afsluttede 10. klasse juni 2011. Og det var det bedste år i mit liv, på trods af min svære tid.

Min selvskade foresatte da jeg kom hjem, og blev indlagt på Glostrup ungdomspsykiatrisk lukket afd. d.6 august pga selvmordstanker og selvskadende adfærd. Det ændrede hele mit liv. Var på Glostrup psyk afd. i 10 måneder. Røg 13 gange frem og tilbage mellem åben og lukket afd. . Selvmordstanker og skære trang fyldte alt i mit hoved. Da jeg blev indlagt blev jeg flere gange spurgt om jeg hørte stemmer. Jeg vidste på det tidspunkt ikke at det avar stemmer. Jeg havde aldrig tænkt at det var stemmer. Det ændrede lige pludselig alt.

Min adfærd ændrede sig. Jeg var selvskadende på andre måder end at skære mig. Jeg bankede hovedet ind i væggen, kradsede mig selv til blods, bed mig selv. Stemmerne var meget voldsomme og opfordrede til selvskade og selvmord. De sagde bla at jeg ikke fortjener at leve, og at jeg ikke er værd at bruge tid på. På de 10 måneder har jeg været i bælte, og blevet fastholdt, for at jeg ikke kunne skade mig selv. Jeg har haft taget overdosis, og har været tæt på at kaste mig ud fra en brænd trappe.. Jeg er blevet syet utallige gange, pga selvskade. Jeg har været tæt på at give op. Forlade denne verden. Men jeg har holdt ud.

Jeg har fået en masse hjælp og efter de 10 måneder var jeg klar til at blive udskrevet!

Min familie har været meget støttende og forstående for mine behov midt i dette kaos, hvilket jeg virkelig sætter pris på! Mine tætte veninder har holdt ved, men jeg har også mistet en del veninder. Der er mange der bliver skræmt når de høre at jeg har den diagnose jeg har, og når de ser mine arme og ben fyldt med ar. Og det forstår jeg også godt. Men det man har brug for når man har det så skidt at man skader sig selv, for at komme ud med det man har indeni, er at folk støtter en og ikke tager afstand.

Jeg bor nu på på et bosted for unge med psykiske problemer og har boet her i 2 et halvt år. Jeg får hjælp og støtte i hverdagen, og jeg er rigtig glad for at være her. Jeg er dog stadig selvskadende, men det hjælper mig meget at være et sted hvor der er nogen til at passe på mig når jeg ikke selv kan. Jeg har været indlagt 5 gange siden jeg flyttede ind, men jeg har bestemt udviklet mig!

Et godt råd til alle med samme problemer som mig… Bed om hjælp før det er for sent!”

– Skrevet af: Maria Hoffmann

At være perfektionistisk // Det man ikke snakker om #3

Denne gang i kategorien ‘Det man ikke snakker om’ er det 18-årige Linda, der fortæller sin historie om det at være perfektionistisk både omkring skole, fritid og dét at overbelaste sig selv fordi man simpelthen har svært ved at stoppe, selv når man skal sove, kører tankerne videre. Så snup en kop kaffe og spring i hyggetøjet mens du læser Lindas historie om høje forventninger og dét at være meget perfektionistisk:

large-1

“Dette indlæg er et opgør med mig selv. Det er rigtig svært for mig at fortælle om, især fordi det er så privat, men jeg har valgt at stå frem, da jeg håber, andre kan relatere til det. Og hvis det virkelig skal være et opgør med mig selv, så nytter det ikke, at jeg skjuler mig, da det er forventningen til mig selv om, at jeg skal prøve at være perfekt hele tiden, som jeg her forsøger at fjerne. I det mindste for en stund.

Mit navn er Linda, jeg er 18 år gammel og går i 3.g på Nørre Gymnasium. Dette indlæg handler om noget, langt de fleste af os kender til i forskellige grader: perfektionisme. Vi har sikkert alle én eller flere interesser, som vi går virkelig meget op i, og som vi vil gøre vores bedste for at nå vores mål indenfor. Det er jeg overbevist om er en god ting. Men alt har en grænse.

Og min er for længst overtrådt. Jeg skal ikke bare være god til de ting, jeg går op i. Jeg skal være perfekt til alt jeg møder på min vej. Og jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal komme tilbage over grænsen.

”Perfektionisme indebærer en konstant stræben efter at imødekomme de høje standarder, som personen har sat for sig selv på trods af negative konsekvenser. Det indebærer også selvkritik, når personen ikke føler, vedkommende har opnået de høje standarder. Et af de mest problematiske aspekter ved perfektionisme er, at personen ofte baserer sit selvværd på, hvor godt vedkommende har mødt de høje standarder.”
– Psykologerne Johansen, Krisoffersen og Pedersen

 Jeg ved ikke, om jeg altid har været perfektionistisk, men jeg er tror, det for alvor blev et problem i de sidste par år af folkeskolen.

Da jeg gik i tredje klasse blev det endeligt opdaget, at jeg led af en slem ordblindhed. På det tidspunkt kunne jeg nærmest ikke læse eller skrive. Det var meningen, jeg skulle have været på ordblindeskole, men mine forældre syntes ikke det var nogen god idé, da jeg så ikke ville kunne få tysk eller fransk og dermed ikke kunne få en gymnasial uddannelse.

Derfor blev jeg i min klasse i folkeskolen, fik specialundervisning og sad hver aften med min mor i 1-2 timer og læste bøger, som var skrevet til børn der var flere år yngre end mig, mens mine venner gik til håndbold eller fodbold. Dette stod på i flere år. Det blev til mange skrig og tårer, men min mor gav aldrig op, selvom jeg i en alder af 12 år stadig ikke kunne se forskellen på ”sort” og ”stort” eller ”ræv” og ”røv” (som jeg mens jeg skriver dette stadig må tænke mig godt om, for at skrive korrekt). Især det sidste eksempel har jeg fået en del pinlige situationer ud af, hahaha 🙂

At jeg i en så tidelig alder har måtte kæmpe så hårdt i så lang tid, for til sidst at finde ud af, at det ikke var håbløst, tror jeg både har været en god og en dårlig ting. Det gav mig selvfølgelig selvtillid, da jeg endelig havde nået mit mål, men samtidig tror jeg også, at jeg ubevidst fik nogle forventninger til mig selv om, at hvis dette var muligt, så kunne jeg gøre alt i verden, så længe at jeg kæmpede for det så hårdt som jeg kunne, indtil jeg havde nået målet. Og hvis ikke det lykkes, var jeg en fiasko.

I dag har jeg nået et punkt, hvor disse forventninger ikke længere kan indfries. Jeg kan ikke både få 12 i alt, være en fantastisk veninde for alle jeg kender, være verdens bedste storesøster og datter, træne tre gange om ugen, få kørekortet lige så hurtigt som alle andre, lave film i min fritid, finde ud af hvad jeg skal med mit liv efter gymnasiet, nå at male og skrive videre på min roman og…. Ja, nu fortsætter alle de ting, jeg gerne vil inde i mit hoved i en stor rodebunke, jeg ikke kan finde rundt i.
Men selvom jeg ved, det ikke er muligt at gøre alle ting på én gang og at man ikke kan være god til alt, så forsøger jeg alligevel, indtil jeg falder udmattet sammen på min seng og ender med at se Tv-serier hele aftenen. Når jeg så ligger mig til at sove kan jeg ikke falde i søvn for min dårlige samvittighed kvæler mig, og en stemme siger i mit hoved, at jeg er en fiasko, for nu nåede jeg ikke at rydde op på værelset og nu bliver jeg nødt til at skrive hele engelskafleveringen i morgen, og det bliver den i hvert fald ikke bedre af, og så er det jo også min egen skyld, at jeg ikke får en ordentlig karakter, hvilket er en katastrofe, da jeg højst sandsynligt skal bruge et snit på over 11…. Jeg bliver helt forpustet af bare at tænke på det.

For nogle uger siden havde jeg en dansk stil for. Jeg havde af en eller anden grund ikke kommet i gang i ordentlig tid (sikkert fordi jeg i min travlhed havde set forkert og først troede den skulle afleveres ugen efter). Derfor sad jeg hele eftermiddagen og skrev litterær analyse. Det her kommer til at lyde som det mest forkælede og egoistiske, du længe har hørt, men nu får du den alligevel. Jeg har ikke fået andet end 12 i dansk i flere år. Så hver gang jeg skal aflevere dansk, er jeg virkelig nervøs for at få 10, for så er det jo det samme som at sige, at det er den dårligste aflevering i dansk, jeg har skrevet i flere år. Sådan vil jeg i hvert fald selv se det.
Hvordan jeg har det med dansk, er der ikke mange der ved, lige netop fordi, jeg ikke vil virke egoistisk, når jeg ved, at nogle andre ville blive lykkelige for et 10-tal, men det er virkelig hårdt for mig at vide, at andet end 12 bare ikke er en mulighed.
Da jeg så havde afleveret den danske stil, gik jeg i seng. Tidsfristen var lige overskredet, da jeg lå der, og så op i mit hvide loft, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne havde gjort anderledes, og om der mon skulle have været flere afsnit eller om jeg nu også fik set på kommasætningen. Og det er jo fuldstændigt åndsvagt, at jeg lå der og ikke kunne sove pga. det, for den var jo afleveret og jeg kunne ikke gøre noget ved det nu, men jeg kunne bare ikke stoppe med at tænke på det. Det blev ikke til meget søvn den nat.

 Men det værste er ikke de søvnløse nætter, trætheden og udmattelsen, men derimod at lysten til at lære, til at skrive, til at være en god veninde og søster og datter, ja, lysten til det meste egentlig, langsomt og smertefuldt bliver suget ud af mig. Der er ikke plads til både perfektionismen og lysten. For med perfektionismen kommer frygten for at fejle, og så er der alligevel ikke meget sjov i at skrive, som jeg ellers altid har gjort og elsket mere end noget andet, da jeg bare finder fejl på fejl, og den skide stemme inde i mit hoved siger, at jeg aldrig bliver lige så god som alle de andre forfattere, og jeg kommer aldrig til at kunne leve af det og i virkeligheden ændrer jeg jo ikke nogens liv ved det, jeg skriver. De glemmer sikkert min roman lige så snart, de har lukket den.

Jeg kæmper med det her hver dag, og selvom det er slemt er nogle dage selvfølgelig bedre end andre. Og selvom jeg ikke ved, hvordan jeg skal lægge de her forventninger væk, så går det trods alt fremad. Jeg har nogle rigtig dejlige venner, som støtter mig, og min bedste ven har helt klart hjulpet mig med at lære at sige ”pyt”, og han husker mig på, at det er okay, ikke altid at bruge alle sine kræfter på småting, men at man i stedet skal fokusere på det, man virkelig gerne vil. I dag, skal være en af de bedre dage, og jeg har lovet mig selv, ikke at læse indlægget igennem alt for mange gange for at finde de der møgirriterende kommafejl, som alligevel ikke betyder det store. Det, jeg har fortalt er nemlig hudløst ærligt om mig og mine fejl, og derfor vil jeg heller ikke forsøge at skjule mine små sproglige fejl i indlægget, for ingen er som bekendt perfekte. Heller ikke selvom man forsøger at være det hele tiden.”

– Linda Nørgaard Madsen

Barberblade som medicin // Det man ikke snakker om #2

Denne gang kommer det til at handle om en pige på 18 år, der fortæller om hvordan hendes liv ændrede sig da hun pludselig stod i det forkerte miljø og skulle tage vare på andre når hun ikke engang kunne tage vare på sig selv, i en forholdsvis tidlig alder. Hun fortæller om det psykiske pres hun lå under og om hvordan at selvskade blev den eneste mulige løsning på hendes problemer. Pigen har valgt at være anonym, men jeg har stadigvæk stor respekt for at hun gerne vil dele sin historie med alle os andre. Læs med nedenfor, for at få et indblik i, hvilke tanker en pige gør sig når hun kæmper mod hendes indre dæmoner.

10744555_10204807062157939_1126674488_n

“Det hele startede i 2009 i det forkerte miljø. Det forkerte miljø for mig i hvert fald.
Jeg kom et sted fra med en masse disciplin, hvor man hverken svarede forældre eller andre igen med en høj tone, og tegn på egoisme var fuldstændig forbudt, og jeg fandt mig mere eller mindre i alt.

I 2009 fik jeg en masse venner, mest fordi min musiksmag begyndte at udvide sig til metal/heavy metal/screamo osv. Jeg begyndte at ses med folk med samme musiksmag, og som egentlig også så sådan ud i tøjet, hvis man kan sige det sådan.

Piercinger, tatoveringer, kun sort tøj, nitter, sikkerhedsnåle placeret rundt på tøjet, og selvfølgelig en masse sort makeup om øjnene. Jeg havde svært ved at vænne mig til det, og mine forældre lukkede helt af, for de frygtede at jeg skulle komme til at se sådan ud en dag, de havde jo kun den stereotypiske opfattelse af sådan nogle mennesker. Jeg fik nogle gode venner, eller.. jeg troede de var gode, men jeg holdt rigtig meget af dem, og de betød nærmest alt for mig.

Det hele begyndte at gå galt da folk kom alt for tæt ind på mit liv, men jeg var jo blevet opdraget på den måde, at jeg altid skulle hjælpe andre, og så ville jeg selv få hjælp når JEG havde brug for det. Sådan endte det ikke, slet ikke, desværre. Min skolegang, min anden vennekreds, altså dem jeg plejede at ses med i skolen osv., dem begyndte jeg også at tage afstand til, fordi jeg ikke følte for at være sammen med nogen, fordi jeg havde for travlt med at være de andre venners psykolog, vennerne med den ’’ alternative stil’’.

Jeg følte mig som en psykolog i en alder af 13, specielt når jeg fik opkald klokken 4 om morgenen, hvor jeg fik folks problemer kastet i hovedet. Åbenbart var jeg den eneste der kunne hjælpe, fordi jeg virkelig lyttede til alle og kom med råd, og gik meget op i det. Jeg var oprigtigt glad for, at de stolede nok på mig til at fortælle mig ting om dem selv. Fra 2009 til 2011, var mit liv det rene helvede. Det var det samme hver dag. Problemer, problemer, problemer. Ikke mine egne, men andres. Jeg havde ikke tid til selv at tænke over hvordan jeg havde det, det gjorde mig skør, og folk omkring mig bemærkede at der var noget i vejen, men jeg fik ALDRIG et ’’ Hvordan har du det? ’’ eller ’’ Er du okay? ’’ fra mine egne venner som jeg gjorde alt for. Det var jo ligemeget med hvordan jeg havde det, så længe de havde det fint. Jeg sagde intet til det, men jeg vidste godt, at jeg var på vej ned i et sort hul.
Jeg begyndte at lyve så meget for mine forældre, så jeg endelig kunne ses med dem når nogen af dem kom til København. Blandt andet løj jeg om, at jeg sov hos en veninde, op til flere gange, så jeg kunne sove sammen med de andre. Så jeg kunne drikke mig fuld og ryge cigaretter til langt ud på natten og selvfølgelig tage til metal koncerter, endda på hverdage.

Men det var som om, at jeg bare blev kastet væk, når mine venner fandt noget andet at lave, end at sidde og fylde mig med alle deres problemer. Det blev værre og værre. Mine forældre gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig, og fortælle mig at jeg ikke havde godt af det, men det skulle de da i hvert fald ikke belære mig om, for ingen andre end mig selv skulle være herre over MIT liv.
Dengang havde folk en tendens til at true med selvmord. Hvis jeg ikke var på nettet eller svarede på SMS med det samme, fik jeg beskeder som ’’ Hvis du ikke svarer mig, så hopper jeg seriøst ud foran toget, jeg sidder alligevel ved stationen. ’’ Overdrevet – ja måske, men i en alder af 13 var jeg ikke i stand til at være andet end bange.
At man kunne være bekendt at skrive sådanne ting til en 13-14 årig pige. Jeg fik ikke en pause, jeg var jo tvunget til at være der 24/7, men jeg kunne virkelig ikke holde til det. ’’ Jeg har brug for dig, har virkelig lyst til at begå selvmord’’. Jeg græd mig selv i søvn stort set HVER nat, for på en eller anden måde, følte at det hele var min skyld. I en alder af 13 skar jeg for første gang i mig selv. Jeg ville føle en anden smerte end psykisk terror.
På en eller anden måde gik det jo udover mig.
Sådan fortsatte det i flere måneder, hvor det sidst blev en vane. Samme rutine hver aften. Sætte mig ud på badeværelsegulvet, ødelægge min krop med barberblade og græde til jeg blev drænet for energi. Jeg begyndte endda at tage piller, men er heldigvis aldrig endt på hospitalet pga. Overdosis. Jeg følte mig virkelig ligegyldig, for ingen spurgte om hvordan jeg havde det.
Og da jeg fortalte en af mine veninde om hvordan jeg sagde det, og at jeg havde ligget de sidste mange nætter og grædt var hendes svar på det ’’ Hold nu kæft og tag dig sammen, jeg gider ikke høre på det der ’’, det værste var nok, at hun var en af dem der konstant truede mig med, at hun selv ville begå selvmord, og hun var en af dem der ødelagde mig mest.
Hun havde heller ikke noget imod at nakke den dreng jeg godt kunne lide. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en af mine bedste veninder prøvede at tage alt det gode fra mig. Og på det tidpunkt var han den eneste der gjorde mig glad.
Det eneste jeg duede til var at hjælpe andre, og hvis jeg ikke var i stand til at sidde og lytte på folks problemer én aften, blev jeg pludselig mindre værd. Og sådan var de alle sammen overfor mig, ikke kun en enkelt person, men dem alle.
Når jeg gav udtryk for at jeg ikke havde lyst til at gøre nogle ting blev jeg set ned på. Jeg følte mig virkelig ligegyldig, at det skærer i mit hjerte når jeg tænker tilbage på det.
Jeg kunne kastes rundt og blive trampet på, så længe de havde det fint, for jeg kunne ikke selv finde ud af at sige stop.
En aften hvor jeg var alene hjemme med mig mor spurgte hun mig om hvordan jeg havde det, og jeg kunne svare hende, men jeg begyndte straks at græde, og så rejse jeg mig op, tog mit tøj af, så hun kunne se på min krop hvordan jeg havde det, for jeg var fyldt med ar på benene.
og det første hun gjorde var at bryde sammen mens hun holdt om mig. Jeg har aldrig set et menneske græde så meget, fordi JEG ikke var okay. Hun begyndte at bebrejde sig selv for alting, og det var umuligt hendes skyld, for jeg var blevet mester til at holde en facade oppe, og jeg fortalte hende aldrig nogensinde noget alligevel.
Jeg kunne virkelig mærke smerten bare ved at kigge på hende, så jeg fortalte hende ALT. Vi blev enige om, at jeg skulle slette alle brugere jeg havde på nettet, så man ikke kunne kontakte mig, og vi spærrede også min telefon, så hverken kunne ringe eller sende beskeder, og andre kunne heller ikke ringe mig op eller skrive beskeder.

Jeg advarede ingen om det, men det skete bare fra den ene dag til den anden. Jeg var væk i en måned. Det var mærkeligt for mig, for nu fyldte de mennesker så meget i mit liv, og nu skulle jeg lære at holde mig væk fra dem, for det eneste de gjorde var at ødelægge mig helt.
Efter den ene måned besluttede mig for at dukke op igen, og jeg blev bombet med beskeder, hvor folk fortalte mig om hvor bekymrede de var for mig, og de fleste troede at jeg var død, og først DER fik jeg ikke ’’ Er du okay? ’’
Jeg græd, for tænk at det virkelig var dét der skulle til.
Jo længere tid der gik, jo mindre var jeg online på nettet, og jeg skubbede mig selv længere og længere væk, men hjælp fra min mor, hvilket var rart. Efter et par måneder gled jeg nogenlunde helt fra dem.

Jeg begyndte at tænke meget over tingene, og da jeg startede i 10.klasse blev alting forandret, for jeg fik nogle dejlige venner, men så snart jeg forlod 10. Gik alt ned ad bakke igen, dog ikke på helt samme måde som før.

Jeg var begyndt at blive ligeglad. Ligeglad med alt.
Da jeg startede i 1.G havde jeg nogenlunde lært at passe bedre på mig selv, men i 2.G var det helvede om igen. I 2.G mistede jeg 4 mennesker som stod mig nært, og det ødelage mig helt.

Jeg ville samme vej, for jeg hadede virkelig denne verden, og for hver dag der gik, følte jeg at døden kom tættere og tættere på mig, og til sidst ville jeg bare have freds, bare for en gangs skyld, og fred var ikke noget der lige lå om hjørnet.
Jeg havde 0 energi, og egentlig begyndte jeg at savne selvskade. Jeg manglede det i min hverdag, jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde brug for det. Så jeg begyndte igen, hver dag, hver aften, hver nat.

Det var som en slags medicin for mig, jeg følte mig ikke hel, hvis jeg ikke cuttede dagligt. Der måtte max. Være to dages mellemrum, ellers begyndte mine abstinenser at presse på, i mit hoved, så havde min krop virkelig brug for det. Det var ikke noget jeg bare kunne lægge fra mig.

I 2.G havde jeg over 260 timers fravær, men jeg havde skolepsykolog, vejleder som også var en slags psykolog for mig, og en helt tredje psykolog. Når jeg endelig var i skole havde jeg altid barberblade og plaster i tasken. Jeg kunne ikke udstå synet af alle folk på min skole, jeg kunne ikke klare at være omringet af folk, fordi jeg var begyndte at afsky mennesker. Jeg blev for indelukket, og ofte bankede det på døren i klassen, hvor det var tid til at jeg skulle gå tur med en psykolog og snakke.

Jeg husker tydeligt at jeg gik en tur om søerne i KBH med hende her psykologen, hvor jeg virkelig havde ramt bunden. Vi snakkede i 2 timer, og der havde jeg virkelig mistet lysten til at leve. Jeg græd ikke, jeg fortalte hende iskoldt med et smil, at jeg søgte fred, og jeg vidste hvordan jeg skulle få det.
Hun greb fat i min arm og kiggede på mig med store blanke øjne og sagde, at hun var nødt til at bryde denne tavshedspligt. ’’Du skal indlægges. Du skal have hjælp. Du er til fare for dig selv, jeg kan ikke give dig mere tid nu’’. Jeg lod som om, at jeg var ked af det. Jeg lod som om at det gik mig på, og jeg kiggede ned i jorden mens jeg sagde ’’Nej! Du må virkelig ikke gøre det her mod mig! Det skal nok blive okay, det lover jeg, please. Jeg beder dig virkelig om at lade være. ’’ jeg gav virkelig udtryk for at jeg ikke ville,– men egentlig var der ikke noget jeg hellere ville. Jeg ville så gerne indlægges. På det tidspunkt længtes jeg efter det.
Ikke nok med at jeg ikke ville leve, så var jeg begyndt på at få panikanfald når der var for mange mennesker rundt om mig. Jeg fangede mig selv i at græde hvis der var for mange mennesker rundt om mig.
Jeg fik beskeder af min psykolog om aftenen, og hvis jeg ikke svarede hende i en time, ringede hun til min bedste veninde, for at spørge hende om hun vidste hvor jeg var, og hvorfor jeg ikke svarede. Det resulterede i at jeg fik flere beskeder og opkald – og egentlig var jeg bare i bad eller spiste aftensmad, eller lavede noget andet. Jeg var ikke død, men psykologen var bange, så kun blev konstant nødt til at sikre sig at jeg stadig var her, for hun begyndte at holde rigtig meget af mig, åbenbart.
Men jeg havde jo også brug for noget plads, jeg kunne ikke holde ud at holdes i kort snor, og at nogen konstant var nødt til at kontakte mig.

Jeg blev hevet ind på skolepsykologens kontor, og hun fandt nummeret til min læge, men hun vidste hvor bange jeg var for læger. Det har jeg været siden jeg var 6 år gammel. Jeg sagde at jeg nok skulle ringe til min læge senere, men det troede hun ikke en skid på, så hun ringede selv op med det samme, og bestilte en tid til mig, og hun ville tage med, for hun vidste godt at jeg aldrig selv ville gøre det, hvis jeg gjorde det alene.

Jeg havde en tid d. 7/4-2013 klokken 13, og ligemeget hvor ’’tørstig’’ jeg var efter at blive indlagt, så kunne jeg ikke møde op hos lægen, jeg kunne virkelig ikke, fordi jeg var så bange.
Psykologen blev selvfølgelig skuffet, fordi hun havde jo siddet og ventet på mig, men hun forstod min frygt, og nu prøver vi at løse det sammen, stille og roligt, trin for trin, uden en såkaldt læge.

I dag går jeg i 3.G, jeg har det nogenlunde, men meget bedre end før. I det mindste er jeg kommet igennem nogle ting, som jeg ikke havde regnet med at jeg ville komme igennem. Nu er jeg snart færdig med gymnasiet, og kan langt om længe se lyset for enden. Nu er det få jeg kan kalde gode, og rigtige venner, som jeg ved vil være der for mig.”

Skrevet af: A. 18 år (Hun vil dog gerne svare på spørgsmål hvis der skulle være nogle, så smid dem i kommentarfeltet hvis det skulle være)

Jomfru – og hvad så? // Det man ikke snakker om #1

Dette er det første indlæg indenfor kategorien som jeg præsenterede jer for igår; ‘Det man ikke snakker om’ (læs indlægget omkring hvad denne kategori går ud på her)
I første omgang er det seje Patricia der har valgt at fortælle sin historie omkring dét at være 19 år og jomfru. Personligt synes jeg at det er  sejt at hun tør at fortælle dette, jeg har så meget respekt for at hun tør, kan og vil!
Læs med omkring hvad Patrica’s holdning er til at hun er jomfru i en alder af 19 år og hvilke råd hun har til dem der stadigvæk venter på den rigtige:

Skærmbillede 2014-10-12 kl. 15.19.24

”Yo, pas nu på jer selv – og pas på fi!”

Hej, jeg hedder Patricia. Jeg er nitten år, og jeg er jomfru.

– Nej, det er ikke den typiske måde jeg plejer at præsentere mig selv på. Det er sandelig informationer, du måske ikke havde den største interesse i at vide, men nu hvor vi jo er i gang – hvor mange kender du egentlig, der stadig er jomfru?

Når jeg tager til fester er en gæst, der ikke drikker, et sjældent syn. Hvis du er en af dem, der ikke drikker alkohol, er du så blevet spurgt om det enten er fordi du er i bil, på penicillin eller om det er af religiøse årsager? Det er jo helt umuligt at svaret er, at man bare ikke har lyst.

Samme følelse har jeg, når det opdages, at jeg er jomfru. Jeg har valgt at forblive jomfru, fordi jeg gerne vil vente til, at jeg er sammen med en person, hvor det betyder lige så meget for ham som for mig. Jeg er ikke intresseret i at gøre det bare for at gøre det. Jeg tror ikke at sex er den eneste drivkraft for at vedligeholde et forhold. At man slet ikke er fysisk tiltrukket af hinanden er en anden snak, for selvfølgleig skal man da være tiltrukket af hinanden. Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke mener, at forholdet primært bør handle om, at have en person man kan være mere fysisk tæt på end andre. Jeg lægger mere vægt på at få et forhold med en, man kan kalde sin bedste ven. Lad det tage sin tid. Tænk på din bedste ven. Var jeres venskab planlagt? Kan du overhoved huske, hvordan I kom til at falde i snak? Muligvis ikke, og det har nok været fordi I havde den rette kemi, jeg mener altså at sex kan man jo have med alle og enhver, men den dér kemi imellem to mennesker kan man ikke tvinge frem, den opstår pludseligt, ligesom med ens bedste ven.
Det er noget vrøvl med de uskrevne regner om, hvornår man bør have sex første gang etc. Gør det, hvis man har lyst. Lad det komme naturligt. Hvorfor har du travlt?
Gennemsnitsalderen er 16 år når det kommer til piger, der mister deres mødom. Nogle mistede den til deres første store kærlighed, andre gjorde det på Roskilde, ja, lige meget hvordan omgivelserne har været vil sex være sex. ”Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt (…) og det skal helt sikkert ikke gøre ondt.” synger Natasja i ’Fi er min’. Selvfølgelig er sex vel bedst, hvis det ikke gør ond fysisk, men hvad, der er lige så vigtigt er, at det ikke skal gøre ondt psykisk.

”Han har udnyttet mig, han ville bare i seng med mig! Jeg hader drenge.” Flere af os kender en pige, der har sagt dette – og det har hun sikkert ikke kun sagt én gang. Ja, det er utroligt respektløst at udnytte et andet menneske, men hvis det er sket flere gange, bør man så ikke vende blikket den anden vej og overveje om man ikke selv er er skyldig?

For kort og kontant at fortælle min egen historie, så er jeg kommet ud for at falde for en fyr lidt for hurtigt, for derefter at finde ud af, at det ikke ville gå. Han var nok mere kort interesseret i det ydre end det indre. Men hvorfor faldt jeg så så hurtig for det? Muligvis fordi jeg på daværende tidpunkt aldrig havde fået sådan en anderledes opmærksomhed for en dreng, og tænkte derfor at det han mente var sandt. Jeg vidste jo ikke bedre, og trist nok, troede jeg det på at det man ser i film, svarede en smule til virkeligheden. Selvfølgelig var jeg ked af det, men ud fra oplevelser kommer erfaringer. Oplevelser kan være gode og dårlige, hvilket også vil betyde, at man kan have enten gode eller dårlige erfaringer med i bagagen. Forglem ej, at man kun bliver klogere ud fra sine erfaringer. Nogle af de ting jeg har lært er, at man skal passe på med at være for godtroende og at nogle drenge tænker med andet end hjernen. Men vær’ heller ikke generaliserende og tro at alle mænd er listige – det er kun drenge 😉

Drengene har lyster, og de ved da godt, hvilke piger, der ønsker at få fyldt deres tomme kærlighedsdepoter op. Pas på med ikke at være for naiv, og lad ham forstå, at et nej er et nej. Hvis han ikke kan acceptere dit valg, hvem/hvad er det så egentlig at han er vild med?

Men kvinder kan altså også styres af deres lyster, og det er derfor utroligt vigtigt, at du kender forskellen på at være forelsket og bare, ja, være liderlig. Vi mennesker bliver drevet af belønningssystemet i hjernen, der skal tilfredsstilles, og den følelse af tilfredsstillelse kommer fra signalstoffet dopamin, der giver følelsen af velvære. Dette signalstof udløses når vi spiser, sover, og for ikke at glemme – sex.

Ungdomsårene er årene, der er kendt for at være dem, hvor man skal finde sig selv. Man prøver sig selv af, men bliver muligvis også holdt tilbage for det man egentlig gerne vil. De to S’er er dem der holder de fleste tilbage; selvværd og selvtillid. De to S’er indebærer bl.a. at man tror på sig selv, stoler på sig selv – elsker sig selv som man er. Desværre kan det være svært, og for det meste giver alt det fokus på højt selvværd og selvtillid den modsatte effekt. Jeg bliver så ked af at høre på piger, der hader sig selv både uden på og inden i, og for at indrømme det, har jeg selv været en af dem, og har da dage, hvor det godt kan dukke op igen. Jeg troede, at den eneste måde, hvorpå jeg kunne have det godt med mig selv var, hvis en anden fyldte mine elles tomme depoter, der manglede at blive udfyldt med kærlighed. Selvfølgelig var min tanke derfor, at hvis en fyr viste interesse for mig, om det var på skolen eller i byen, så var det lig med, at jeg endelig var noget værd. Jeg var elskværdig. Jeg var naiv. Det tror jeg også, der, desværre, er mange piger, der også gør. Falder i drengenes fælde, i håb på at få det bedre med sig selv.
Men piger, husk også og tænk på jer selv, før du går i seng med en fyr. Har du selv lyst til det? Nogle piger har desværre lidt for travlt med at finde en kæreste og en at være sammen med. Muligvis bliver man påvirket af en vennekreds, hvor størstedelen enten har eller har haft kæreste(r). Men lige så snart du sammenligner dig med de andre, er det så fordi du egentlig har lyst til det, eller er det for at være en af dem?
Men tænk over det. Er sex det vigtigste? Sex kan du have med hvem som helst, men det er ikke alle du kan knytte et stærkt bånd med. En person du kan dele dine følelser med, en du kan grine med, en du kan græde og komme op og skændes med, men stadig tilgive – en at elske. Hvis det stod for mig, ville jeg da gerne vente med sex til efter ægteskabet. Men den fysiske tiltrækning er også blevet et meget vigtigt fokuspunkt i et parforhold. Hvorfor være sammen med sin partner, hvis man alligevel ikke har sex? Men grunden til, at jeg vil vente til efter ægteskabet er faktisk ikke af religiøse grunde. Jeg siger heller ikke, at jeg kun er interesseret i platonisk kærlighed – ”If u hit it stay commited” Nærmere sagt: jeg er kun interesseret i, at være sammen med en, der elsker mig for mig.
Jeg har følt mig anderledes, og nu føler jeg mig anderledes. Jeg er opmærksom på, at der står anderledes to gange. Det gør der fordi jeg før i tiden var ’være anderledes’ var negativ ladet. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var den eneste, der hverken havde haft en kæreste, været i seng med en fyr eller bare haft en flirt. Nu har det at være anderledes skiftet pol og blevet positiv. I sidste ende tror jeg også, at følelsen er mere specielt når man gør det sjældent.

Jeg er meget oldschool og foretrækker den langsomme vej ind i et parforhold. Hvad er ideen bag at skynde sig ind i et parforhold. Et par veninder kan da ryste sig på hoved af nærmest forargelse, hvis de hører om et kærestepar, der ikke har haft sex i tre uger. “Hvorfor så være kærester?” Men tænk over det. Hvornår synes man selv man har leveret en god joke?/hvornår går en samtale med en person godt? Når man har planlagt hvornår den skal siges og håber på et positivt respons fra sine kammerater, men det failer, eller når den kommer uden man har tænkt over det.

Lad vær med at gøre det, bare for at gøre det. Hvad jeg har lært er, du ikke skal lade dig styre af det, men lad din mavefornemmelse give dig svaret. Hav selvrespekt! Stå med rank ryg, vær stolt af dit kloge hoved. Det er dét de til sidst gerne vil have. Ikke være naiv.
Hvis du ikke er jomfru – helt i orden. Jeg håber bare for dig, at du nød det.
”Ro på den lille krop, livet er langt og du når det nok – der er ingen grund til at gi’ den op, til den første idiot, der siger du er hot.”
Rent faktisk kan hele mit indlæg skrues ned til tre minutter. Hvis indlægget ikke vækkede din interesse forklares det relativt kort og kontant i Natasjas fantastiske sang ”Fi er min

– Skrevet af: Patricia Jieugang Nguetsop

‘Det man ikke snakker om’

Et af de ‘spændende projekter’ som jeg har haft gang i for tiden, er en ny kategori her på bloggen (lyder åndsvagt, men lad mig lige forklare den)

Jeg har besluttet mig for at oprette en ny kategori her på bloggen, som er meget utraditionel i forhold til de andre kategorier, netop fordi at denne kategori handler om alt andet end mig. Min blog er (som så mange andres) med fokus på mig og mit liv – altså meget egocentreret og det er der da intet galt i, men denne kategori bliver med henblik på de her tabu-emner som vi ikke rigtig snakker så meget om (deraf navnet; ‘Det man ikke snakker om’) Det kommer til at handle om at forskellige personer, enten en anonym, eller med navn, får lov til at fortælle deres helt egen historie, ligesom jeg har gjort med mit indlæg, et liv uden mor (som i kan læse/genlæse her). Jeg føler at det er vigtigt at sætte fokus på de her tabu-belagte emner, så der kan komme mere fokus på at det rent faktisk er helt okay at snakke om og at vi ikke skal holde os tilbage med at snakke om tingene. Imorgen kommer det første indlæg indenfor denne kategori, hvor en 19 årig pige fortæller om hvordan det er at være jomfru i et samfund hvor størstedelen allerede har mistet deres mødom inden de fylder 16. Jeg synes det er så sejt at hun har valgt at snakke om dette emne og jeg håber at i vil tage godt imod det, så stay tuned! Det hele sker imorgen.

10726770_10204725718644402_248837863_n