Forresten....

Når anoreksien tager overhånd // Det man ikke snakker om #5

I denne omgang i kategorien: ‘Det man ikke snakker om’, er det 16 årige Louise der har valgt at fortælle hendes historie omkring da hendes mangel på kontrol udviklede sig til en spiseforstyrrelse som endte med at overtage kontrollen over hende. Louise har selv sin egen blog, hvor hun b.la. skriver om hendes kamp mod anoreksien og hvor langt hun er nået i dag (du kan finde Louises blog lige her)

P1170068

“Jeg hedder Louise, og jeg er 16 år gammel. I en alder af 13 år ændrede mine spisevaner sig drastisk.

Det startede ud med, at jeg allerede i 2. Klasse, hvis ikke tidligere var meget usikker på mig selv, og jeg følte mig i den grad ikke tilpas i min egen krop. Da jeg gik i ottende klasse, og snart skulle konfirmeres følte jeg, at det var på tide, at det ændrede sig.

Jeg besluttede mig for at tabe mig. Jeg havde altid følt mig som den store pige. Jeg følte mig ikke kun tyk, men jeg var også højere end mine daværende veninder, hvilket ikke gjorde det meget bedre.

I starten gik det endelig okay. Jeg begyndte at spise sundere og motionere. Jeg fik meget hurtig tabt de første par kilo, men da vi så nåede midten af februar 2013 tre måneder inden min konfirmation blev det mere og mere en besættelse. Det skulle gå hurtigere.

Jeg begyndte, at løbe hver dag i over en halv time. Jeg løb intervaltræning. Jeg sprang flere måltider over, og spiste godt og vel knap 500 kcal dagligt. Jeg levede af æg og gulerødder i over et halvt år.

Jeg kunne knap nok passe min konfirmationskjole en måned inden min konfirmation.

Mine forældre havde opdaget, at der var noget galt. De prøvede også, at konfrontere mig, men jeg gik i forsvars postion, og på den måde lod de mig være. De anede ikke hvordan de skulle håndtere det, og følte sig magtesløse.

Jeg sagde, at jeg sagtens kunne styre det, men det kunne jeg jo ikke. Jeg havde en stemme oppe i mit hoved, som kørte på døgndrift. Den ville ikke lade mig være.
Den dag hvor jeg indså, at det var gået for vidt var d. 5 januar. Jeg kan tydeligt huske den dag, og jeg vil nok aldrig nogensinde glemme den.

Det startede som en, hvilken som helst morgen. Jeg stod tidligt op, og skulle ud og løbe inden jeg skulle i skole. I det som jeg rejser mig op vælter jeg ned i min seng igen. Jeg blev meget svimmel. Jeg blev meget forvirret over situation, men det stoppede mig ikke i at tage ned og løbe på mit løbebånd.

Det blev værre. Jeg kunne næsten ikke klare 20 minutter på løbebåndet. Jeg lagde mig derefter op i min seng, og bildte min mor ind i, at jeg havde ondt i maven, og at jeg nok blev nød til at blive hjemme fra skole.

Da de var taget af sted på arbejde gik jeg ud for at tage noget vand i køknet. Jeg stod ude i køknet pludselig kunne jeg mærke at mine øjne kørte rundt, og at jeg ved at mistede balancen. Jeg bliver meget bange, og prøvede at skynde mig ind i min seng for, at ringe til min mor. På vej ind til min seng måtte jeg støtte mig op ad samtlige vægge for ikke at vælte.

Efter den episode lagde jeg mig nærmest på knæ for mine forældre. Jeg bad dem om hjælp. Jeg havde brug for professionel hjælp nu.

En uge efter startede jeg hos min kostvejledere, som virkelig har hjulpet mig i gennem gode og dårlige perioder af anoreksien. Jeg har haft tilbagefald, hvor jeg virkelig har haft det svært, og følt at det aldrig ville ændrer sig, men jeg har haft min sunde fornuft, som har hjulpet mig.

Jeg er begyndt at få et mere normalt forhold til mad og træning.

En af grundende til at jeg fik anoreksi var fordi, at jeg manglede kontrollen over mit liv. Der skete mange dårlige ting på daværende tidspunkt i mit liv, som jeg ikke kunne styre. Jeg fandt ud af, at jeg kunne have kontrol over noget i mit liv – min kost og min træning.”

 

Skrevet af: Louise Pårensgaard Rasmussen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forresten....