Året der gik

Julen er hjerternes fest – også for de knuste

Julen er nu ovre og vi har alle sammen -> de fleste af os, fået pillet julepynten ned. Men derfor er der stadigvæk et emne som jeg egentlig havde planlagt at snakke om i julemåneden, men tiden var presset og før jeg så mig om, var december måned omme. Men derfor ville jeg ikke lade dette indlæg gå til spilde og dermed bliver det serveret for jer, her nu – i starten af januar måned.  

Julen er en dejlig tid – en skøn og dejlig tid, men julen kan også være en hård tid for folk der mangler den særlige person rundt om bordet når andestegen serveres. Det er ingen hemmelighed at den særlige person for mit og min families vedkommende er min kære mor og desværre er min familie og jeg, langt fra de eneste der mangler en person rundt om bordet juleaften.

Jeg tør næsten godt at sige at den første jul, er den sværeste – i hvert fald for mit eget vedkommende. For det er her at man mærker forandringen for aller første gang. Denne ellers så glade tid er ændret til en mere trykket stemning der blot minder en om at det julen ikke er og aldrig vil blive den samme som sidste år.
For mit vedkommende, er vores jul meget (eller rettere sagt) ekstrem traditionsbundet, hvilket jeg vover at påstå, er det samme for mange andre. Vi laver altid de samme ting, spiser den samme mad (men åbner dog ikke de samme gaver) og vi er altid de samme mennesker. Så derfor var den første jul uden min mor, en meget anderledes jul. Jeg husker det som en meget forvirrende jul, for på den ene side var alt som det plejede og så alligevel slet ikke. Hun manglede jo. Jeg husker at jeg sluttede aften af i gråd. Det er netop i sådanne situationer (og det er det stadigvæk den dag i dag) at det virkelig går op for mig, at jeg aldrig nogensinde skal se hendes ansigt, i levende live igen. Ja, det er jo ikke fordi det er en pludselig åbenbaring, men jeg får en gang imellem nogle chok der går gennem min krop, hvor det virkelig går op for mig hvad ordet “aldrig” betyder. Jeg skal aldrig nogensinde, i hele mit lange liv se en af de mest betydningsfulde mennesker i mit liv igen. Og når jeg får en af disse ture, så gør det fandeme ondt, sådan helt inde i hjertet.

Men den dag i dag, der er julen ikke en særlig svær tid for mig, jeg kan godt have mine op og nedture, men alt i alt, så er december måned, en måned jeg nyder og elsker. Selvfølgelig tænker jeg på min mor juleaften, men det er der ikke noget særligt i, jeg tænker på hende hver dag. Vi tager også altid op på graven d. 24 december og ønsker hende en glædelig jul – dog bliver graven tit forladt med en tåre ned af kinden, men det er da så normalt som noget overhovedet kan være.
For mig, har savnet meget med mine minder at gøre og derfor er savnet størst og tiden er sværest når det bliver forår, for den 1. maj 2004, var den dag hun forlod verden. Dermed er foråret og hele stemningen hertil, noget jeg forbinder med min mors død og derfor kan dét virkelig være svært. Så jeg tror egentlig også at det er derfor at jeg har det ‘let’ med julen, fordi at årstiden minder mig ikke om hendes død, samt jeg har en dejlig familie, hvori min mor ikke er og aldrig har været et tabu at snakke om. Så på denne måde, føles det lidt som om at familien holder hende i live, vi kan stadigvæk sagtens snakke om hende når vi sidder rundt om julebordet og derfor kan det godt give mig en fornemmelse af at hun stadigvæk lever videre, ikke fysisk, men i vores hjerter og det kan bringe et smil på mine læber, selv på de mørkeste dage.

Jeg tror på at det er vigtigt at snakke om tingene. Jeg tror på at det er vigtigt at man har nogle at snakke med i forhold til hvis man savner sin afdøde mor, far etc. for det kan virkelig lette ens hjerte at komme ud med alle ens tanker og følelser. Om det er en moster, søster, farmor, lærer, psykolog eller lign. man snakker med, spiller ingen rolle – så længe det er en man føler sig tryg hos. Julen er hjerternes fest og det er den også for de knustes og med dét mener jeg simpelthen, at det er helt okay at man har det dårligt i december måned. Det er helt okay at man er nede i kulkælderen og egentlig ikke føler der er nogen vej op igen, for dét skal der være plads til når man oplever sorg her i livet, jeg kan kun sige, ud fra mine egne erfaringer at uanset hvad, så kommer man til at smile igen – også selvom at man ikke tror det.

IMG_0794

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Året der gik