Tidlig jul // Royal Copenhagen mugs

At være perfektionistisk // Det man ikke snakker om #3

Denne gang i kategorien ‘Det man ikke snakker om’ er det 18-årige Linda, der fortæller sin historie om det at være perfektionistisk både omkring skole, fritid og dét at overbelaste sig selv fordi man simpelthen har svært ved at stoppe, selv når man skal sove, kører tankerne videre. Så snup en kop kaffe og spring i hyggetøjet mens du læser Lindas historie om høje forventninger og dét at være meget perfektionistisk:

large-1

“Dette indlæg er et opgør med mig selv. Det er rigtig svært for mig at fortælle om, især fordi det er så privat, men jeg har valgt at stå frem, da jeg håber, andre kan relatere til det. Og hvis det virkelig skal være et opgør med mig selv, så nytter det ikke, at jeg skjuler mig, da det er forventningen til mig selv om, at jeg skal prøve at være perfekt hele tiden, som jeg her forsøger at fjerne. I det mindste for en stund.

Mit navn er Linda, jeg er 18 år gammel og går i 3.g på Nørre Gymnasium. Dette indlæg handler om noget, langt de fleste af os kender til i forskellige grader: perfektionisme. Vi har sikkert alle én eller flere interesser, som vi går virkelig meget op i, og som vi vil gøre vores bedste for at nå vores mål indenfor. Det er jeg overbevist om er en god ting. Men alt har en grænse.

Og min er for længst overtrådt. Jeg skal ikke bare være god til de ting, jeg går op i. Jeg skal være perfekt til alt jeg møder på min vej. Og jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal komme tilbage over grænsen.

”Perfektionisme indebærer en konstant stræben efter at imødekomme de høje standarder, som personen har sat for sig selv på trods af negative konsekvenser. Det indebærer også selvkritik, når personen ikke føler, vedkommende har opnået de høje standarder. Et af de mest problematiske aspekter ved perfektionisme er, at personen ofte baserer sit selvværd på, hvor godt vedkommende har mødt de høje standarder.”
– Psykologerne Johansen, Krisoffersen og Pedersen

 Jeg ved ikke, om jeg altid har været perfektionistisk, men jeg er tror, det for alvor blev et problem i de sidste par år af folkeskolen.

Da jeg gik i tredje klasse blev det endeligt opdaget, at jeg led af en slem ordblindhed. På det tidspunkt kunne jeg nærmest ikke læse eller skrive. Det var meningen, jeg skulle have været på ordblindeskole, men mine forældre syntes ikke det var nogen god idé, da jeg så ikke ville kunne få tysk eller fransk og dermed ikke kunne få en gymnasial uddannelse.

Derfor blev jeg i min klasse i folkeskolen, fik specialundervisning og sad hver aften med min mor i 1-2 timer og læste bøger, som var skrevet til børn der var flere år yngre end mig, mens mine venner gik til håndbold eller fodbold. Dette stod på i flere år. Det blev til mange skrig og tårer, men min mor gav aldrig op, selvom jeg i en alder af 12 år stadig ikke kunne se forskellen på ”sort” og ”stort” eller ”ræv” og ”røv” (som jeg mens jeg skriver dette stadig må tænke mig godt om, for at skrive korrekt). Især det sidste eksempel har jeg fået en del pinlige situationer ud af, hahaha 🙂

At jeg i en så tidelig alder har måtte kæmpe så hårdt i så lang tid, for til sidst at finde ud af, at det ikke var håbløst, tror jeg både har været en god og en dårlig ting. Det gav mig selvfølgelig selvtillid, da jeg endelig havde nået mit mål, men samtidig tror jeg også, at jeg ubevidst fik nogle forventninger til mig selv om, at hvis dette var muligt, så kunne jeg gøre alt i verden, så længe at jeg kæmpede for det så hårdt som jeg kunne, indtil jeg havde nået målet. Og hvis ikke det lykkes, var jeg en fiasko.

I dag har jeg nået et punkt, hvor disse forventninger ikke længere kan indfries. Jeg kan ikke både få 12 i alt, være en fantastisk veninde for alle jeg kender, være verdens bedste storesøster og datter, træne tre gange om ugen, få kørekortet lige så hurtigt som alle andre, lave film i min fritid, finde ud af hvad jeg skal med mit liv efter gymnasiet, nå at male og skrive videre på min roman og…. Ja, nu fortsætter alle de ting, jeg gerne vil inde i mit hoved i en stor rodebunke, jeg ikke kan finde rundt i.
Men selvom jeg ved, det ikke er muligt at gøre alle ting på én gang og at man ikke kan være god til alt, så forsøger jeg alligevel, indtil jeg falder udmattet sammen på min seng og ender med at se Tv-serier hele aftenen. Når jeg så ligger mig til at sove kan jeg ikke falde i søvn for min dårlige samvittighed kvæler mig, og en stemme siger i mit hoved, at jeg er en fiasko, for nu nåede jeg ikke at rydde op på værelset og nu bliver jeg nødt til at skrive hele engelskafleveringen i morgen, og det bliver den i hvert fald ikke bedre af, og så er det jo også min egen skyld, at jeg ikke får en ordentlig karakter, hvilket er en katastrofe, da jeg højst sandsynligt skal bruge et snit på over 11…. Jeg bliver helt forpustet af bare at tænke på det.

For nogle uger siden havde jeg en dansk stil for. Jeg havde af en eller anden grund ikke kommet i gang i ordentlig tid (sikkert fordi jeg i min travlhed havde set forkert og først troede den skulle afleveres ugen efter). Derfor sad jeg hele eftermiddagen og skrev litterær analyse. Det her kommer til at lyde som det mest forkælede og egoistiske, du længe har hørt, men nu får du den alligevel. Jeg har ikke fået andet end 12 i dansk i flere år. Så hver gang jeg skal aflevere dansk, er jeg virkelig nervøs for at få 10, for så er det jo det samme som at sige, at det er den dårligste aflevering i dansk, jeg har skrevet i flere år. Sådan vil jeg i hvert fald selv se det.
Hvordan jeg har det med dansk, er der ikke mange der ved, lige netop fordi, jeg ikke vil virke egoistisk, når jeg ved, at nogle andre ville blive lykkelige for et 10-tal, men det er virkelig hårdt for mig at vide, at andet end 12 bare ikke er en mulighed.
Da jeg så havde afleveret den danske stil, gik jeg i seng. Tidsfristen var lige overskredet, da jeg lå der, og så op i mit hvide loft, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne havde gjort anderledes, og om der mon skulle have været flere afsnit eller om jeg nu også fik set på kommasætningen. Og det er jo fuldstændigt åndsvagt, at jeg lå der og ikke kunne sove pga. det, for den var jo afleveret og jeg kunne ikke gøre noget ved det nu, men jeg kunne bare ikke stoppe med at tænke på det. Det blev ikke til meget søvn den nat.

 Men det værste er ikke de søvnløse nætter, trætheden og udmattelsen, men derimod at lysten til at lære, til at skrive, til at være en god veninde og søster og datter, ja, lysten til det meste egentlig, langsomt og smertefuldt bliver suget ud af mig. Der er ikke plads til både perfektionismen og lysten. For med perfektionismen kommer frygten for at fejle, og så er der alligevel ikke meget sjov i at skrive, som jeg ellers altid har gjort og elsket mere end noget andet, da jeg bare finder fejl på fejl, og den skide stemme inde i mit hoved siger, at jeg aldrig bliver lige så god som alle de andre forfattere, og jeg kommer aldrig til at kunne leve af det og i virkeligheden ændrer jeg jo ikke nogens liv ved det, jeg skriver. De glemmer sikkert min roman lige så snart, de har lukket den.

Jeg kæmper med det her hver dag, og selvom det er slemt er nogle dage selvfølgelig bedre end andre. Og selvom jeg ikke ved, hvordan jeg skal lægge de her forventninger væk, så går det trods alt fremad. Jeg har nogle rigtig dejlige venner, som støtter mig, og min bedste ven har helt klart hjulpet mig med at lære at sige ”pyt”, og han husker mig på, at det er okay, ikke altid at bruge alle sine kræfter på småting, men at man i stedet skal fokusere på det, man virkelig gerne vil. I dag, skal være en af de bedre dage, og jeg har lovet mig selv, ikke at læse indlægget igennem alt for mange gange for at finde de der møgirriterende kommafejl, som alligevel ikke betyder det store. Det, jeg har fortalt er nemlig hudløst ærligt om mig og mine fejl, og derfor vil jeg heller ikke forsøge at skjule mine små sproglige fejl i indlægget, for ingen er som bekendt perfekte. Heller ikke selvom man forsøger at være det hele tiden.”

– Linda Nørgaard Madsen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tidlig jul // Royal Copenhagen mugs