Regnfuld søndag

Barberblade som medicin // Det man ikke snakker om #2

Denne gang kommer det til at handle om en pige på 18 år, der fortæller om hvordan hendes liv ændrede sig da hun pludselig stod i det forkerte miljø og skulle tage vare på andre når hun ikke engang kunne tage vare på sig selv, i en forholdsvis tidlig alder. Hun fortæller om det psykiske pres hun lå under og om hvordan at selvskade blev den eneste mulige løsning på hendes problemer. Pigen har valgt at være anonym, men jeg har stadigvæk stor respekt for at hun gerne vil dele sin historie med alle os andre. Læs med nedenfor, for at få et indblik i, hvilke tanker en pige gør sig når hun kæmper mod hendes indre dæmoner.

10744555_10204807062157939_1126674488_n

“Det hele startede i 2009 i det forkerte miljø. Det forkerte miljø for mig i hvert fald.
Jeg kom et sted fra med en masse disciplin, hvor man hverken svarede forældre eller andre igen med en høj tone, og tegn på egoisme var fuldstændig forbudt, og jeg fandt mig mere eller mindre i alt.

I 2009 fik jeg en masse venner, mest fordi min musiksmag begyndte at udvide sig til metal/heavy metal/screamo osv. Jeg begyndte at ses med folk med samme musiksmag, og som egentlig også så sådan ud i tøjet, hvis man kan sige det sådan.

Piercinger, tatoveringer, kun sort tøj, nitter, sikkerhedsnåle placeret rundt på tøjet, og selvfølgelig en masse sort makeup om øjnene. Jeg havde svært ved at vænne mig til det, og mine forældre lukkede helt af, for de frygtede at jeg skulle komme til at se sådan ud en dag, de havde jo kun den stereotypiske opfattelse af sådan nogle mennesker. Jeg fik nogle gode venner, eller.. jeg troede de var gode, men jeg holdt rigtig meget af dem, og de betød nærmest alt for mig.

Det hele begyndte at gå galt da folk kom alt for tæt ind på mit liv, men jeg var jo blevet opdraget på den måde, at jeg altid skulle hjælpe andre, og så ville jeg selv få hjælp når JEG havde brug for det. Sådan endte det ikke, slet ikke, desværre. Min skolegang, min anden vennekreds, altså dem jeg plejede at ses med i skolen osv., dem begyndte jeg også at tage afstand til, fordi jeg ikke følte for at være sammen med nogen, fordi jeg havde for travlt med at være de andre venners psykolog, vennerne med den ’’ alternative stil’’.

Jeg følte mig som en psykolog i en alder af 13, specielt når jeg fik opkald klokken 4 om morgenen, hvor jeg fik folks problemer kastet i hovedet. Åbenbart var jeg den eneste der kunne hjælpe, fordi jeg virkelig lyttede til alle og kom med råd, og gik meget op i det. Jeg var oprigtigt glad for, at de stolede nok på mig til at fortælle mig ting om dem selv. Fra 2009 til 2011, var mit liv det rene helvede. Det var det samme hver dag. Problemer, problemer, problemer. Ikke mine egne, men andres. Jeg havde ikke tid til selv at tænke over hvordan jeg havde det, det gjorde mig skør, og folk omkring mig bemærkede at der var noget i vejen, men jeg fik ALDRIG et ’’ Hvordan har du det? ’’ eller ’’ Er du okay? ’’ fra mine egne venner som jeg gjorde alt for. Det var jo ligemeget med hvordan jeg havde det, så længe de havde det fint. Jeg sagde intet til det, men jeg vidste godt, at jeg var på vej ned i et sort hul.
Jeg begyndte at lyve så meget for mine forældre, så jeg endelig kunne ses med dem når nogen af dem kom til København. Blandt andet løj jeg om, at jeg sov hos en veninde, op til flere gange, så jeg kunne sove sammen med de andre. Så jeg kunne drikke mig fuld og ryge cigaretter til langt ud på natten og selvfølgelig tage til metal koncerter, endda på hverdage.

Men det var som om, at jeg bare blev kastet væk, når mine venner fandt noget andet at lave, end at sidde og fylde mig med alle deres problemer. Det blev værre og værre. Mine forældre gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig, og fortælle mig at jeg ikke havde godt af det, men det skulle de da i hvert fald ikke belære mig om, for ingen andre end mig selv skulle være herre over MIT liv.
Dengang havde folk en tendens til at true med selvmord. Hvis jeg ikke var på nettet eller svarede på SMS med det samme, fik jeg beskeder som ’’ Hvis du ikke svarer mig, så hopper jeg seriøst ud foran toget, jeg sidder alligevel ved stationen. ’’ Overdrevet – ja måske, men i en alder af 13 var jeg ikke i stand til at være andet end bange.
At man kunne være bekendt at skrive sådanne ting til en 13-14 årig pige. Jeg fik ikke en pause, jeg var jo tvunget til at være der 24/7, men jeg kunne virkelig ikke holde til det. ’’ Jeg har brug for dig, har virkelig lyst til at begå selvmord’’. Jeg græd mig selv i søvn stort set HVER nat, for på en eller anden måde, følte at det hele var min skyld. I en alder af 13 skar jeg for første gang i mig selv. Jeg ville føle en anden smerte end psykisk terror.
På en eller anden måde gik det jo udover mig.
Sådan fortsatte det i flere måneder, hvor det sidst blev en vane. Samme rutine hver aften. Sætte mig ud på badeværelsegulvet, ødelægge min krop med barberblade og græde til jeg blev drænet for energi. Jeg begyndte endda at tage piller, men er heldigvis aldrig endt på hospitalet pga. Overdosis. Jeg følte mig virkelig ligegyldig, for ingen spurgte om hvordan jeg havde det.
Og da jeg fortalte en af mine veninde om hvordan jeg sagde det, og at jeg havde ligget de sidste mange nætter og grædt var hendes svar på det ’’ Hold nu kæft og tag dig sammen, jeg gider ikke høre på det der ’’, det værste var nok, at hun var en af dem der konstant truede mig med, at hun selv ville begå selvmord, og hun var en af dem der ødelagde mig mest.
Hun havde heller ikke noget imod at nakke den dreng jeg godt kunne lide. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en af mine bedste veninder prøvede at tage alt det gode fra mig. Og på det tidpunkt var han den eneste der gjorde mig glad.
Det eneste jeg duede til var at hjælpe andre, og hvis jeg ikke var i stand til at sidde og lytte på folks problemer én aften, blev jeg pludselig mindre værd. Og sådan var de alle sammen overfor mig, ikke kun en enkelt person, men dem alle.
Når jeg gav udtryk for at jeg ikke havde lyst til at gøre nogle ting blev jeg set ned på. Jeg følte mig virkelig ligegyldig, at det skærer i mit hjerte når jeg tænker tilbage på det.
Jeg kunne kastes rundt og blive trampet på, så længe de havde det fint, for jeg kunne ikke selv finde ud af at sige stop.
En aften hvor jeg var alene hjemme med mig mor spurgte hun mig om hvordan jeg havde det, og jeg kunne svare hende, men jeg begyndte straks at græde, og så rejse jeg mig op, tog mit tøj af, så hun kunne se på min krop hvordan jeg havde det, for jeg var fyldt med ar på benene.
og det første hun gjorde var at bryde sammen mens hun holdt om mig. Jeg har aldrig set et menneske græde så meget, fordi JEG ikke var okay. Hun begyndte at bebrejde sig selv for alting, og det var umuligt hendes skyld, for jeg var blevet mester til at holde en facade oppe, og jeg fortalte hende aldrig nogensinde noget alligevel.
Jeg kunne virkelig mærke smerten bare ved at kigge på hende, så jeg fortalte hende ALT. Vi blev enige om, at jeg skulle slette alle brugere jeg havde på nettet, så man ikke kunne kontakte mig, og vi spærrede også min telefon, så hverken kunne ringe eller sende beskeder, og andre kunne heller ikke ringe mig op eller skrive beskeder.

Jeg advarede ingen om det, men det skete bare fra den ene dag til den anden. Jeg var væk i en måned. Det var mærkeligt for mig, for nu fyldte de mennesker så meget i mit liv, og nu skulle jeg lære at holde mig væk fra dem, for det eneste de gjorde var at ødelægge mig helt.
Efter den ene måned besluttede mig for at dukke op igen, og jeg blev bombet med beskeder, hvor folk fortalte mig om hvor bekymrede de var for mig, og de fleste troede at jeg var død, og først DER fik jeg ikke ’’ Er du okay? ’’
Jeg græd, for tænk at det virkelig var dét der skulle til.
Jo længere tid der gik, jo mindre var jeg online på nettet, og jeg skubbede mig selv længere og længere væk, men hjælp fra min mor, hvilket var rart. Efter et par måneder gled jeg nogenlunde helt fra dem.

Jeg begyndte at tænke meget over tingene, og da jeg startede i 10.klasse blev alting forandret, for jeg fik nogle dejlige venner, men så snart jeg forlod 10. Gik alt ned ad bakke igen, dog ikke på helt samme måde som før.

Jeg var begyndt at blive ligeglad. Ligeglad med alt.
Da jeg startede i 1.G havde jeg nogenlunde lært at passe bedre på mig selv, men i 2.G var det helvede om igen. I 2.G mistede jeg 4 mennesker som stod mig nært, og det ødelage mig helt.

Jeg ville samme vej, for jeg hadede virkelig denne verden, og for hver dag der gik, følte jeg at døden kom tættere og tættere på mig, og til sidst ville jeg bare have freds, bare for en gangs skyld, og fred var ikke noget der lige lå om hjørnet.
Jeg havde 0 energi, og egentlig begyndte jeg at savne selvskade. Jeg manglede det i min hverdag, jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde brug for det. Så jeg begyndte igen, hver dag, hver aften, hver nat.

Det var som en slags medicin for mig, jeg følte mig ikke hel, hvis jeg ikke cuttede dagligt. Der måtte max. Være to dages mellemrum, ellers begyndte mine abstinenser at presse på, i mit hoved, så havde min krop virkelig brug for det. Det var ikke noget jeg bare kunne lægge fra mig.

I 2.G havde jeg over 260 timers fravær, men jeg havde skolepsykolog, vejleder som også var en slags psykolog for mig, og en helt tredje psykolog. Når jeg endelig var i skole havde jeg altid barberblade og plaster i tasken. Jeg kunne ikke udstå synet af alle folk på min skole, jeg kunne ikke klare at være omringet af folk, fordi jeg var begyndte at afsky mennesker. Jeg blev for indelukket, og ofte bankede det på døren i klassen, hvor det var tid til at jeg skulle gå tur med en psykolog og snakke.

Jeg husker tydeligt at jeg gik en tur om søerne i KBH med hende her psykologen, hvor jeg virkelig havde ramt bunden. Vi snakkede i 2 timer, og der havde jeg virkelig mistet lysten til at leve. Jeg græd ikke, jeg fortalte hende iskoldt med et smil, at jeg søgte fred, og jeg vidste hvordan jeg skulle få det.
Hun greb fat i min arm og kiggede på mig med store blanke øjne og sagde, at hun var nødt til at bryde denne tavshedspligt. ’’Du skal indlægges. Du skal have hjælp. Du er til fare for dig selv, jeg kan ikke give dig mere tid nu’’. Jeg lod som om, at jeg var ked af det. Jeg lod som om at det gik mig på, og jeg kiggede ned i jorden mens jeg sagde ’’Nej! Du må virkelig ikke gøre det her mod mig! Det skal nok blive okay, det lover jeg, please. Jeg beder dig virkelig om at lade være. ’’ jeg gav virkelig udtryk for at jeg ikke ville,– men egentlig var der ikke noget jeg hellere ville. Jeg ville så gerne indlægges. På det tidspunkt længtes jeg efter det.
Ikke nok med at jeg ikke ville leve, så var jeg begyndt på at få panikanfald når der var for mange mennesker rundt om mig. Jeg fangede mig selv i at græde hvis der var for mange mennesker rundt om mig.
Jeg fik beskeder af min psykolog om aftenen, og hvis jeg ikke svarede hende i en time, ringede hun til min bedste veninde, for at spørge hende om hun vidste hvor jeg var, og hvorfor jeg ikke svarede. Det resulterede i at jeg fik flere beskeder og opkald – og egentlig var jeg bare i bad eller spiste aftensmad, eller lavede noget andet. Jeg var ikke død, men psykologen var bange, så kun blev konstant nødt til at sikre sig at jeg stadig var her, for hun begyndte at holde rigtig meget af mig, åbenbart.
Men jeg havde jo også brug for noget plads, jeg kunne ikke holde ud at holdes i kort snor, og at nogen konstant var nødt til at kontakte mig.

Jeg blev hevet ind på skolepsykologens kontor, og hun fandt nummeret til min læge, men hun vidste hvor bange jeg var for læger. Det har jeg været siden jeg var 6 år gammel. Jeg sagde at jeg nok skulle ringe til min læge senere, men det troede hun ikke en skid på, så hun ringede selv op med det samme, og bestilte en tid til mig, og hun ville tage med, for hun vidste godt at jeg aldrig selv ville gøre det, hvis jeg gjorde det alene.

Jeg havde en tid d. 7/4-2013 klokken 13, og ligemeget hvor ’’tørstig’’ jeg var efter at blive indlagt, så kunne jeg ikke møde op hos lægen, jeg kunne virkelig ikke, fordi jeg var så bange.
Psykologen blev selvfølgelig skuffet, fordi hun havde jo siddet og ventet på mig, men hun forstod min frygt, og nu prøver vi at løse det sammen, stille og roligt, trin for trin, uden en såkaldt læge.

I dag går jeg i 3.G, jeg har det nogenlunde, men meget bedre end før. I det mindste er jeg kommet igennem nogle ting, som jeg ikke havde regnet med at jeg ville komme igennem. Nu er jeg snart færdig med gymnasiet, og kan langt om længe se lyset for enden. Nu er det få jeg kan kalde gode, og rigtige venner, som jeg ved vil være der for mig.”

Skrevet af: A. 18 år (Hun vil dog gerne svare på spørgsmål hvis der skulle være nogle, så smid dem i kommentarfeltet hvis det skulle være)

3

  • Nadia

    Dyb dyb respekt for at have delt sådan en historie, virkelig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Mange tak skal du have Nadia, og tak for at du overhovedet tog dig tid til at læse den.
    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Regnfuld søndag