Once again

A side-effect of death

Skærmbillede 2014-09-01 kl. 19.11.53

Og så sad man dér og vidste egentlig ikke helt hvad man syntes om det hele. Man vidste egentlig ikke om man skulle grine eller græde. Grine – fordi, på den ene side var det lidt åndsvagt at tage sorgerne på forskud for det var jo sikkert ingenting. Græde – fordi man egentlig godt vidste hvad det kunne ende med, for det havde man jo ligesom selv set. “det er sikkert ingenting” bilder man sig selv ind og så smiler man igen.

Og så føler man sig lidt dum når man kommer grædende ned til sin far og fortæller at man har fundet en knude på halsen som ikke plejer at være der. Man føler sig speciel dum fordi man fandt den for to minutter siden og nu har man overbevist sig selv om at man er døden nær, selvom man rent faktisk prøvede ihærdig at overbevise sig selv om det stik modsatte.

Er man så lige pludselig blevet hypokonder fordi man flipper ud over ingenting? Næ, det er skam nok ren og skær en menneskelig reaktion når man har været udsat for at ens mor (eller et andet tæt familiemedlem for den sagsskyld) pludselig blev dødelig syg. For det hele starter tit (nej, ikke altid, men tit) med at man mærker noget. Man mærker noget der ikke er som det skal være, en knude, en smerte eller noget der er forandret og så tror man pludselig at ens dage er talte.
Og det skal der også være plads til, der skal være plads til at blive lidt forskrækket og rundt på gulvet, for det kan nogle gange sætte tingene i perspektiv og få en til at værdsætte ens helbred. Det må der gerne være plads til en sjælden gang imellem, så længe man også kan slå sig selv i hovedet en gang og falde ned på jorden igen.

Sygdomsforskrækkelse (eller hvad pokker man kan kalde det) oplevede jeg tit en overgang. Jeg tror faktisk at jeg gik ned til min far én gang om ugen og havde fundet noget nyt der var galt med mig. en side-effect of death vil jeg kalde det, i den forstand at når døden har været så tæt inde på ens eget hjerte, så efterlader personen der er gået bord ikke kun spor i form af savn, men også spor som: “hvad nu hvis det også ender sådan for mig?”

I mit tilfælde er jeg ‘heldig’, mht. min mors sygdom, for hendes sygdom var ikke arvelig og dermed er jeg safe, eller er jeg? nej det er jeg jo ikke. Jeg er ikke hellig, og jeg kan ligeså godt blive ramt af en svulst i hjernen som en hver anden kan. Jeg er ikke bange for at få en svulst eller hvilken som helst anden sygdom fordi det er i min familie, jeg er bange fordi jeg har set hvad der sker. Jeg er bange fordi jeg ikke vil ende mit liv som 40-årig og jeg er bange fordi jeg ikke vil forlade dem jeg elsker før tid. Men det kan man være tvunget til, det var min egen mor. Og dét er såment det eneste jeg er bange for. Jeg er dog ikke længere skrækslagen så snart jeg oplever noget forandret, jeg er blevet meget bedre til at slå koldt vand i blodet og tælle til ti, og det hjælper (seriøst, tæl til ti, det hjælper faktisk, også selvom at det lyder åndssvagt). Jeg tror bare at det handler om at finde en balance; at man reagere når man oplever noget som ikke er som det skal være, men at man samtidig prøver (så godt man kan,) at ligge hjernen lidt i blød og ikke opføre sig som om det er verdens ende.

Måske vil jeg altid være mere bange for at blive syg end så mange andre, men er det så underligt?

– En lille tankestrøm denne mandag aften. Af hjertet: tak fordi du læste med 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Once again