Velkommen til!

Et liv uden mor

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 00.54.19

Dette indlæg bliver et af dem der trækker tænder ud i hvert fald for mit eget vedkommende.
På den ene side finder jeg det meget grænseoverskridende at sætte ord på dette emne da det er sådan en enorm del af min egen hverdag, men på den anden side så mener jeg også at det er vigtigt at man kan være åben omkring sådan noget og at man (læs: jeg) rent faktisk har mod på at dele dette med omverden.

i 2004 mistede jeg min mor, hun døde af en svulst i hjernen som hun fik konstateret dengang jeg blot var 2 år gammel.

I og med at min mor blev syg da jeg var 2 år gammel, har det resulteret i at jeg er opvokset med den viden at: ”mor kommer ikke til at være her ligeså længe som de andre mødre”. Jeg tror ikke rigtig at jeg som lille pige helt forstod hvad det betød, og hvad døden betød, men jeg er overbevist om at jeg forstod det bedre end andre børn som ikke havde en dødelig sygdom så tæt inde på livet. Jeg har set og forstået i en tidlig (måske alt for tidlig) alder, hvad en dødelig sygdom kan gøre ved et andet menneske og det er ikke noget man ønsker et andet menneske skal gå igennem, jeg ville ikke engang ønske sådan en skæbne for min værste fjende.

Da jeg blev ældre begyndte jeg at forstå alvoren i situation, men det var ikke sådan at jeg lige pludselig, fra den ene dag til den anden fik en åbenbaring. Det kom stille og rolig med tiden og mine forældre snakkede meget med både mig og min søster omkring vores mors tilstand. Det tror jeg er en ekstrem vigtig ting at gøre som forældre, nu kan jeg jo kun tale på baggrund af mine egne erfaringer, men den dag i dag, der er jeg mine forældre dybt taknemlige over at de valgte at være hudløs ærlige omkring min mors tilstand overfor mig og min søster.

For mit eget vedkommende ville jeg nok den dag i dag føle at de havde holdt mig for nar, hvis de bare havde prøvet at skjule hvor slem min mors tilstand egentlig var. Jeg tror derfor at det er ekstrem vigtigt at være ærlig overfor sine børn hvis den ene forældre er alvorlig syg. Jeg kan sagtens se fornuften i at skåne barnet for den frygtelige viden, men på længere sigt så skal barnet forholde sig til situationen uanset hvad. Og jeg mener bestemt ikke at min mors sygdom har ødelagt min barndom, som jeg ser på det, så havde jeg en speciel og på nogle punkter en hård barndom, men når jeg ser tilbage på min barndom så ser jeg tilbage på den med et smil, netop fordi at min mor nåede at være en del af min barndom, fordi jeg havde (og stadigvæk har) en far der er villig til at gå ud af sit gode skind for at sørge for vores familie og fordi at jeg havde den bedste legekammerat at vokse op sammen med, nemlig min elskede søster. Jeg er så taknemlig for den tid jeg havde sammen med min mor og at denne fantastiske kvinde netop blev min mor, jeg føler mig så heldig at jeg kan se tilbage på min barndom med et smil på mine læber fordi at (trods min mors sygdom) så gjorde mine forældre alt hvad de kunne for at vi skulle få det bedste ud af situationen, og det fik vi. Som sagt er det også begrænset hvor meget man forstår som barn, og jeg kan huske specifikke situationer hvor jeg fuldkommen havde glemt at min mor var dødeligt syg og da jeg så kom i tanke om det igen, så fik jeg et koldt gys igennem hele kroppen. Så jo, gu fanden var det hårdt at vokse op med tanken om at ens mor skulle dø i nærmeste fremtid, men der er også bare mange ting som jeg først har forstået nu hvor jeg er blevet ”voksen” (eller hvad man kan kalde en 19-årig pige for) og derfor mener jeg ikke at det har skadet mig eller min barndom at mine forældre har været ærlige omkring hendes sygdom.

Den dag min mor døde, d. 1. Maj 2004, det var en dag hvor min verden gik i stå. Jeg husker at hun var gået i koma og vi skulle op og besøge hende på hospitalet. Jeg forstod egentlig ikke hvad det her ord ’Koma’ betød, og det virkede ikke så skræmmende da vi kom op og så hende på hospitalet, for hun lå blot ganske fredfyldt og sov. Det så egentlig ret normalt ud, udover de slanger der var forbundet til hende, selvfølgelig. I en alder af ni år, så var jeg nok klar over at det aldrig var et godt tegn at blive indlagt på hospitalet, men alvoren gik først rigtig op for mig da min far gik en tur rundt om hospitalet sammen med min søster og jeg, hvor han forklarede os begge hvad ’koma’ egentlig betød. Han fortalte os at det betød at vores mor lå og sov lige nu, og at hun nok aldrig ville vågne op igen. Lige præcis dér skete der noget inden i mig. Min verden blev knust, og jeg kunne bogstaveligtalt mærke smerten i mit hjerte. Nu var det sgu virkelighed… Al den snak om at min mor ikke ville være her ligeså længe som andre mødre og hele forberedelsen på at miste hende, var pludselig en realitet og der var ingen vej tilbage.

Jeg husker det meget tydeligt, den dag. Senere, da vi tog hjem til min mormor og morfar, ringede min far fra hospitalet og fortalte at min mor var død. Min søster fik først røret i hånden, og da hun begyndte at græde, så vidste jeg godt hvad klokken var slået.

Det var så uvirkeligt det hele og jeg husker at jeg hele tiden ønskede at det hele bare var et stort mareridt og lige om lidt ville jeg vågne op og gå hen til min mor og give hende et kæmpe kram. Desværre var virkeligheden en anden. Virkeligheden var den at min mor ikke længere trak vejret, at hun ikke længere kunne åbne hendes øjne og at hun ikke længere havde nogen form for varme i kroppen. Hun var iskold, som hun lå dér. Men hold op hvor var hun smuk. Sygeplejerskerne havde redt hendes brune hår og hun så meget smuk ud.
Jeg husker, at min far og søster stod og holdte om hinanden og min søster græd. Jeg græd ikke lige dér, jeg tror jeg var i chok over at det rent faktisk var virkelighed. Jeg husker at jeg gik hen til vinduet og kiggede ud, det var d. 1. Maj og det var en enorm smuk forårs aften. Jeg kiggede ud af vinduet og tænkte at det var underligt at imens min verden blev revet itu, og dette var den værste dag i mit liv, så var det måske den bedste dag for nogle andre mennesker derude. Jeg kunne ikke forstå hvordan andre mennesker kunne have en god dag når jeg stod der og havde den værste dag.

Min mors død har taget hårdt på mig. Og hvis der er én ting jeg har lært, så er det at man kan ALDRIG nogensinde forberede sig på at skulle miste en man elsker. Bare fordi at jeg godt var klar over at min mor skulle dø, så gjorde det ikke tabet af hende nemmere på nogen måde. Den dag i dag savner jeg hende stadigvæk og det vil jeg altid gøre. Når jeg bliver student næste år, vil jeg tænke på hende, når jeg en dag bliver gift vil jeg tænke på hende og når jeg en dag selv får et barn, vil jeg tænke på hende og ønske at hun var der.
Jeg kommer mig aldrig over tabet af min mor, men jeg er kommet videre i den forstand at jeg sagtens kan få en hverdag til at fungere og jeg har det godt og er glad for mit liv.

Jeg vil altid mangle min mor i mit liv og jeg har manglet hende i min opvækst, men heldigvis så har jeg haft den dejligste søster og far der har gjort at jeg har fået en god opvækst trods alt. Jeg kan takke dem for at jeg er blevet den jeg er i dag, men den jeg kan takke mest af alle, det er min kære mor, for på trods af at jeg kun nåede at tilbringe ni år sammen med hende, så nåede hun at lære mig så umådelig meget og det vil jeg altid være hende taknemmelig for.

Nu sidder jeg her med et blottet hjerte i håb om at min historie måske kan gøre nogle mennesker klogere på hvad der sker inde i hovedet på en når ens forældre dør og jeg håber at det her måske kan være med til at nogle som har gået/går igennem det samme som jeg, ser at der rent faktisk er lys i mørket. For tro mig, selvom man aldrig tror at man kommer til at smile igen, så gør man det og selvom man aldrig tror man nogensinde skal føle lykke igen, så gør man det. Døden er (desværre) en kæmpe del af livet, og det er noget vi alle må igennem, jeg ønsker blot at vi husker hinanden på at tiden er knap og det er vigtigt at værdsætte hinanden så længe at vi er her.

Tak fordi du læste med

 

30

  • Nicolai Nystrand

    Wauw! Stor respekt! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Utrolig smuk historie, sidder lige nu med tårer trillende ned af mine kinder! Både fordi din historie rørte mig meget dybt men også fordi den minder mig om mit eget tab af min mor. Hun døde i 2009 af pludselig organ svigt. 46 år gammel- Nina 23 år mistede sin mor. Pludseligt! Der stod jeg tilbage med min far og søster- en far der sket ikke kunne bærer tabet og som blev psykisk syg heraf. Så ikke nok med tabet af min mor skulle vi pludselig også tage os af vores far. Samtidig var min ældste datter på daværende tidspunkt 2 år gammel så ikke nok med at man var ødelagt så skulle man også være det for sin lille pige.
    Synes det er utrolig flot du deler din historie. Kærlighed til dig!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Det gør mig ondt at høre.. Ja, livet er sgu ikke altid en leg og én ulykke kommer sjældent alene, desværre.. Men jeg er glad for at du kan spejle dig selv i min historie og dejligt at du ville læse med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvor er jeg dog glad for at læse dette indlæg, har en syg mand og vi har sammen 2 drenge på 4 og 2 år, og jeg har fået mange hug for at have fortalt mine drenge, så godt som man nu kan til 2 så små fyre at deres far er syg og sat dem lidt ind i hvor han er og hvad der sker når han er på hospitalet og sådan
    Så er virkelig glad for at læse dit indlæg og høre at man faktisk kan hjælpe sine børn med ærlighed, det betyder nok mere end du tror
    tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Efter egen erfaring kan jeg kun sige at du har gjort det helt rigtige! Og det er skam mig der takker for at du gad at læse med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hvor er det FLOT at du vil dele din historie med os..
    Og Katrine det er så fint du får sat ord på både det at vokse op med en meget syg forældre – miste og hvad det hele betyder for dig dig og dit liv..
    Om vi vil det eller ej er det at miste og døden stadig svært og tabu for mange ihvertfald når det er “før tid”….
    Håber du får det allerbedste liv fyldt med kærlighed trods at du altid vil skulle leve med savnet❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Lige præcis, døden kommer vi desværre ikke udenom. Tak for de flotte ord 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sine

    Virkelig fint indlæg som rørte mig dybt. Sidder med tårerne ned af kinderne. Jeg mistede min mor pludseligt sidste år og følte mig så alene. Jeg synes alle andre havde perfekte liv med 2 forældre og gode helbred. Der er ikke mange der fortæller om sorg og død, selvom det hjælper så meget at læse om andres situation, så TAK fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Det gør mig ondt at høre det med din mor.. Ja jeg mener det er vigtigt at være åben omkring emnet så det netop ikke bliver mere tabubelagt! Synes det er ekstremt vigtigt at snakke om død og sorg i og med at det er noget vi alle kommer til at opleve på et eller andet tidspunkt…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hvor er det et flot indlæg,den største respekt skal du have for at du skriver det. Tusind tak. al held og lykke på din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siw

    Kære Kathrine

    Tusind tak for dine ord og fordi du deler din historie med os. Jeg mistede selv min mor for blot 3 uger siden til kræft, og selvom jeg kun er 18 og føler at mit liv kun lige er begyndt, så kan jeg i høj grad følge dig når du siger at din mor har lært dig SÅ meget uundværligt på de år i havde sammen. Jeg tror at tanken om at vi kan bære alt den viden, kærlighed og erfaring fra vores mødre med på vores videre vej i livet, er en rigtig sund tanke.
    Varme tanker herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Det gør mig ondt at høre.. Men det har du helt ret i. Det handler nemlig om at holde fast i al det gode som de nåede at give os!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • christine

    Flot og rørende indlæg.
    Kender til alle dine tanker.
    Jeg mistede min mor som 19 årig (i 2001) efter mange års sygdom.
    Første tegn på sygdommen i 2001, var en slem blodprop i hjernen, som resulterde i at hun ikke kunne snakke i mange måneder og skulle genoptrænes og blev næsten sig selv i gen efter mange år. Men skulle dog leve med en grum bindevævssygdom og var rigtig, rigtig meget indlagt, både akut og mindre dramatisk. Jeg blev meget hjemmevandt på Herlev sygehus fra jeg var 12 – 19 år.
    En smuk februar dag med meget sne, blev der slukket for respiratoren. Hun var blevet erklæret hjernedød, efter en blodprob i hjernen få dage inden. Jeg savner min mor hver eneste dag og ville ønske hun kunne opleve min smukke og dejlige datter på 3,5 år.
    Da jeg er enebarn og min mor og jeg har boet det meste af min barndom sammen, bare os to, var vi meget tæt knyttet og havde det godt sammen. Ville ønske jeg kunne dele mit liv med min mor, hun var så fantastisk og har givet mig den bedste barndom og ungdom, trods hendes sygdom. Hun var en stærk kvinde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Synes altid det er dejligt når andre kan relaterer til ens tanker! Jeg er ked af at høre det med din mor. Og ja, du har helt ret, man savner dem hver eneste dag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Wauw… er helt målløs over hvor godt du beskriver tankerne, følelserne omkring det at miste en forælder! jeg kan se mig selv i situationen, selvom min egen historie er meget anderledes end din – men dog alligevel så ens? Kæmpe respekt over du åbner op på den måde; sårbart og ærligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Det er jeg glad for at høre. Mange tak skal du have 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Dyb respekt for at du vælger at dele så personlig og hård en historie med alle <3 har du set at bloggeren Sarah Louise Christiansen har skrevet et indlæg omkring dette indlæg? 🙂
    Ønsker dig alt det bedste.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Mange tak, det betyder meget! Og ja det har jeg set 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninett Rohde

    Wow Kathrine…jeg husker da jeres mor døde og at jeg tænkte :”hvordan kan man nogensinde komme igennem det?” Men du er kommet igennem det så godt du kan! Dit indlæg fik tårerne til at trille og jeg er sikker på din mor sidder i himlen og er stolt over hvor fantastiske kvinder både dig og Amalie er blevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Tak for de flotte ord, det sætter jeg pris på!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik Jacobsen

    Hvor er det flot skrevet og jeg blev helt rørt. Dels af din historie og til dels fordi mine børn er igennem det samme i øjeblikket med deres mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Sender en masse tanker til dig og din familie. Tak fordi du ville læse med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Kathrine.

    Er super glad for at læse det du har skrevet! Jeg er 19 år og har lige mistet min mor D. 27 januar af en udposning i hjernen

    Det minder meget om min egen situation. Så det er rart at læse en som har oplevet det selv, og har bevis på at der er håb og glade dage forud.

    God historie.

    Mvh. Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine Brohus

      Det er jeg glad for at høre! Ja, det er nemlig rart at høre det fra andre som også har prøvet det, for så føler man sig ikke ligeså alene i verden. Håber på det bedste for dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hej Kathrine
    En god og ærlig og i den grad kendt situation.
    Min mor sov ind den 26. Juni for 34 år siden (du skrev dit indlæg på min værste dag på hele året) Jeg var selv 6 år gammel da min mor også måtte opgive sin kamp til sklerose. Jeg har også fra jeg var to år fået at vide at min mor ikke ville blive lige så gammel som andres mødre. Jeg kan i den grad følge dig. Jeg har to børn i dag, og glæder mig hver dag over at se dem og være her sammen med dem.
    I min børnehave og skole fik vi lov til når savnet blev for stort, lov til at tænde en stjernekastere. Det har jeg taget med mig og givet videre til mine børn og de tænder til tider en stjernekastere for deres mormor.
    Held og lykke igennem dit lange og fantastiske liv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mads

    Fantastisk historie! Men er godt nok ked af det med din mor. 🙁

    Stor respekt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til!