Et liv uden mor
Dette indlæg bliver et af dem der trækker tænder ud i hvert fald for mit eget vedkommende.
På den ene side finder jeg det meget grænseoverskridende at sætte ord på dette emne da det er sådan en enorm del af min egen hverdag, men på den anden side så mener jeg også at det er vigtigt at man kan være åben omkring sådan noget og at man (læs: jeg) rent faktisk har mod på at dele dette med omverden.
i 2004 mistede jeg min mor, hun døde af en svulst i hjernen som hun fik konstateret dengang jeg blot var 2 år gammel.
I og med at min mor blev syg da jeg var 2 år gammel, har det resulteret i at jeg er opvokset med den viden at: ”mor kommer ikke til at være her ligeså længe som de andre mødre”. Jeg tror ikke rigtig at jeg som lille pige helt forstod hvad det betød, og hvad døden betød, men jeg er overbevist om at jeg forstod det bedre end andre børn som ikke havde en dødelig sygdom så tæt inde på livet. Jeg har set og forstået i en tidlig (måske alt for tidlig) alder, hvad en dødelig sygdom kan gøre ved et andet menneske og det er ikke noget man ønsker et andet menneske skal gå igennem, jeg ville ikke engang ønske sådan en skæbne for min værste fjende.
Da jeg blev ældre begyndte jeg at forstå alvoren i situation, men det var ikke sådan at jeg lige pludselig, fra den ene dag til den anden fik en åbenbaring. Det kom stille og rolig med tiden og mine forældre snakkede meget med både mig og min søster omkring vores mors tilstand. Det tror jeg er en ekstrem vigtig ting at gøre som forældre, nu kan jeg jo kun tale på baggrund af mine egne erfaringer, men den dag i dag, der er jeg mine forældre dybt taknemlige over at de valgte at være hudløs ærlige omkring min mors tilstand overfor mig og min søster.
For mit eget vedkommende ville jeg nok den dag i dag føle at de havde holdt mig for nar, hvis de bare havde prøvet at skjule hvor slem min mors tilstand egentlig var. Jeg tror derfor at det er ekstrem vigtigt at være ærlig overfor sine børn hvis den ene forældre er alvorlig syg. Jeg kan sagtens se fornuften i at skåne barnet for den frygtelige viden, men på længere sigt så skal barnet forholde sig til situationen uanset hvad. Og jeg mener bestemt ikke at min mors sygdom har ødelagt min barndom, som jeg ser på det, så havde jeg en speciel og på nogle punkter en hård barndom, men når jeg ser tilbage på min barndom så ser jeg tilbage på den med et smil, netop fordi at min mor nåede at være en del af min barndom, fordi jeg havde (og stadigvæk har) en far der er villig til at gå ud af sit gode skind for at sørge for vores familie og fordi at jeg havde den bedste legekammerat at vokse op sammen med, nemlig min elskede søster. Jeg er så taknemlig for den tid jeg havde sammen med min mor og at denne fantastiske kvinde netop blev min mor, jeg føler mig så heldig at jeg kan se tilbage på min barndom med et smil på mine læber fordi at (trods min mors sygdom) så gjorde mine forældre alt hvad de kunne for at vi skulle få det bedste ud af situationen, og det fik vi. Som sagt er det også begrænset hvor meget man forstår som barn, og jeg kan huske specifikke situationer hvor jeg fuldkommen havde glemt at min mor var dødeligt syg og da jeg så kom i tanke om det igen, så fik jeg et koldt gys igennem hele kroppen. Så jo, gu fanden var det hårdt at vokse op med tanken om at ens mor skulle dø i nærmeste fremtid, men der er også bare mange ting som jeg først har forstået nu hvor jeg er blevet ”voksen” (eller hvad man kan kalde en 19-årig pige for) og derfor mener jeg ikke at det har skadet mig eller min barndom at mine forældre har været ærlige omkring hendes sygdom.
Den dag min mor døde, d. 1. Maj 2004, det var en dag hvor min verden gik i stå. Jeg husker at hun var gået i koma og vi skulle op og besøge hende på hospitalet. Jeg forstod egentlig ikke hvad det her ord ’Koma’ betød, og det virkede ikke så skræmmende da vi kom op og så hende på hospitalet, for hun lå blot ganske fredfyldt og sov. Det så egentlig ret normalt ud, udover de slanger der var forbundet til hende, selvfølgelig. I en alder af ni år, så var jeg nok klar over at det aldrig var et godt tegn at blive indlagt på hospitalet, men alvoren gik først rigtig op for mig da min far gik en tur rundt om hospitalet sammen med min søster og jeg, hvor han forklarede os begge hvad ’koma’ egentlig betød. Han fortalte os at det betød at vores mor lå og sov lige nu, og at hun nok aldrig ville vågne op igen. Lige præcis dér skete der noget inden i mig. Min verden blev knust, og jeg kunne bogstaveligtalt mærke smerten i mit hjerte. Nu var det sgu virkelighed… Al den snak om at min mor ikke ville være her ligeså længe som andre mødre og hele forberedelsen på at miste hende, var pludselig en realitet og der var ingen vej tilbage.
Jeg husker det meget tydeligt, den dag. Senere, da vi tog hjem til min mormor og morfar, ringede min far fra hospitalet og fortalte at min mor var død. Min søster fik først røret i hånden, og da hun begyndte at græde, så vidste jeg godt hvad klokken var slået.
Det var så uvirkeligt det hele og jeg husker at jeg hele tiden ønskede at det hele bare var et stort mareridt og lige om lidt ville jeg vågne op og gå hen til min mor og give hende et kæmpe kram. Desværre var virkeligheden en anden. Virkeligheden var den at min mor ikke længere trak vejret, at hun ikke længere kunne åbne hendes øjne og at hun ikke længere havde nogen form for varme i kroppen. Hun var iskold, som hun lå dér. Men hold op hvor var hun smuk. Sygeplejerskerne havde redt hendes brune hår og hun så meget smuk ud.
Jeg husker, at min far og søster stod og holdte om hinanden og min søster græd. Jeg græd ikke lige dér, jeg tror jeg var i chok over at det rent faktisk var virkelighed. Jeg husker at jeg gik hen til vinduet og kiggede ud, det var d. 1. Maj og det var en enorm smuk forårs aften. Jeg kiggede ud af vinduet og tænkte at det var underligt at imens min verden blev revet itu, og dette var den værste dag i mit liv, så var det måske den bedste dag for nogle andre mennesker derude. Jeg kunne ikke forstå hvordan andre mennesker kunne have en god dag når jeg stod der og havde den værste dag.
Min mors død har taget hårdt på mig. Og hvis der er én ting jeg har lært, så er det at man kan ALDRIG nogensinde forberede sig på at skulle miste en man elsker. Bare fordi at jeg godt var klar over at min mor skulle dø, så gjorde det ikke tabet af hende nemmere på nogen måde. Den dag i dag savner jeg hende stadigvæk og det vil jeg altid gøre. Når jeg bliver student næste år, vil jeg tænke på hende, når jeg en dag bliver gift vil jeg tænke på hende og når jeg en dag selv får et barn, vil jeg tænke på hende og ønske at hun var der.
Jeg kommer mig aldrig over tabet af min mor, men jeg er kommet videre i den forstand at jeg sagtens kan få en hverdag til at fungere og jeg har det godt og er glad for mit liv.
Jeg vil altid mangle min mor i mit liv og jeg har manglet hende i min opvækst, men heldigvis så har jeg haft den dejligste søster og far der har gjort at jeg har fået en god opvækst trods alt. Jeg kan takke dem for at jeg er blevet den jeg er i dag, men den jeg kan takke mest af alle, det er min kære mor, for på trods af at jeg kun nåede at tilbringe ni år sammen med hende, så nåede hun at lære mig så umådelig meget og det vil jeg altid være hende taknemmelig for.
Nu sidder jeg her med et blottet hjerte i håb om at min historie måske kan gøre nogle mennesker klogere på hvad der sker inde i hovedet på en når ens forældre dør og jeg håber at det her måske kan være med til at nogle som har gået/går igennem det samme som jeg, ser at der rent faktisk er lys i mørket. For tro mig, selvom man aldrig tror at man kommer til at smile igen, så gør man det og selvom man aldrig tror man nogensinde skal føle lykke igen, så gør man det. Døden er (desværre) en kæmpe del af livet, og det er noget vi alle må igennem, jeg ønsker blot at vi husker hinanden på at tiden er knap og det er vigtigt at værdsætte hinanden så længe at vi er her.
Tak fordi du læste med
Wauw! Stor respekt! ❤️